Connect with us

Shero

Hvad er bedst – maskiner eller din egen vægt?

skal man træne med maskiner?

Sund

Hvad er bedst – maskiner eller din egen vægt?

Åååh, det kan være lidt svært, når man står dernede i fitnesscenteret og skal i gang. Der er et hav af muligheder. En million maskiner (sådan føles det i hvert fald), måtter, vægte og mærkelige redskaber. Men hvad skal du vælge for at få de bedste resultater? Skal du træne med maskiner eller egen vægt?

Svaret er: Lad maskinerne stå i fred, og brug din egen krop som det ultimative træningsredskab.

Det var nemt at give dig svaret, men det er nok også meget godt, at du ved, hvorfor det lige er, at det forholder sig sådan. Se det som lidt bonusinfo, du får med.

Hvad sker der med kroppen?

Når du træner med maskiner, bliver øvelserne isoleret. Det betyder, at bruger du en maskine til at træne mave, ja, så bruger du kun maven. Bruger du en maskine til at træne triceps, så aktiverer du kun triceps. Desuden stabiliserer maskinerne ikke rigtigt din krop, så der er en masse små muskelgrupper, der bliver overset. Det er ikke kun synd for de små muskelgrupper, men det kan også give skader.

Hvis du derimod bruger din egen vægt, har du mulighed for at lave øvelser, der aktiverer næsten hele kroppen samtidigt. Mega fedt, for det betyder, at du får synlige resultater hurtigere. Du kan nemlig lave mange øvelser, hvor du får pulsen op og på den måde også forbrænder flere kalorier, samtidig med at du giver dine muskler smæk.

Hvilke øvelser kan jeg lave?

Jeg giver dig lige nogle øvelser, du kan prøve næste gang, du er nede at træne (eller du kan lave dem derhjemme), så du kan mærke pulsen stige. Prøv at lade være med at holde pause mellem øvelserne, så du får lavet en hel rutine i ét hug. Hold en pause på 30 sekunder, og gør det hele igen fem gange. Du vil altså kunne mærke det dagen efter!

Når du har trænet din krop stærk, kan du begynde at bruge frivægte til nogle af øvelserne.

Burpee

Sådan gør du: Hold maven spændt, og sug op i underlivet under hele øvelsen. Sæt dig på hug med hænderne godt placeret i gulvet. Hop tilbage med benene, så du står i en planke. Hold den et par sekunder, og hop ind igen i hugposition. Spænd balderne, når du hopper op. Hop op med armene i vejret, så du strækker dig helt.

Gentag 20 gange. Jeg er sikker på, at øvelsen er noget, Djævelen har opfundet, men den virker altså.

Jump squats

Sådan gør du: Hold maven spændt, og sug op i underlivet under hele øvelsen. Stil dig med en hoftebreddes afstand. Gå ned i en squat, og hop op og land i en squat igen. Spænd i balderne, når du hopper op.

Gentag 20 gange. Hvis du vil udfordre dig selv lidt, så vend dig 180 grader i luften, hver gang du hopper.

Planke

Sådan gør du: Hold maven spændt, og sug op i underlivet under hele øvelsen. Læg dig på mave med underarmene og tåspidserne i gulvet. Pres hoften op, så du er helt lige og spænder i hele kroppen – ben balder, mave, underliv … det hele.

Hold den 30 sekunder. Den er god til hele kroppen.

Mountain climbers

Sådan gør du: Hold maven spændt, og sug op i underlivet under hele øvelsen. Fra plankeøvelsen stiller du sig nu på hænderne og trækker skiftevis højre og venstre knæ op mod brystet i et hurtigt tempo. Et lille tip er, at hvis du vil presse dig selv lidt ekstra og give taljen lidt arbejde, kan du tage venstre knæ mod højre bryst og højre knæ mod venstre bryst.

Lav 25 til hver side. Så kommer der altså gang i mavemusklerne.

Sumo jumpsquat

Sådan gør du: Hold maven spændt, og sug op i underlivet under hele øvelsen. Stil dig med bred afstand mellem benene. Når du går ned i en bred squat, må dine knæ ikke gå længere ud end dine tæer. Hop op og land i en bred squat igen.

Gentag 20 gange. Den giver godt til dine inderlår!

 

Kilde: Huffingtonpost.com

Continue Reading

More in Sund

Til top