Foodiefying

Placeholder

Sund

Jeg begyndte at tude i omklædningsrummet

Jeg var blevet færdig med at træne, og hoppede i et velfortjent bad, og BUM så skete det: Tårerne begyndte at trille ned ad mine kinder.

Hvis det havde været for et par år siden, havde jeg grædt på grund af min krop. Grædt fordi jeg ikke havde tabt mig nok siden i går. Grædt, fordi jeg ville tabe mig endnu mere.

Men den dag, begyndte jeg at græde af en helt anden grund. Jeg var stolt. Pissehamrende stolt.

Jeg har haft spiseforstyrrelse i hele to omgange. Når først man har været der én gang, så er der risiko for at falde tilbage – falde tilbage i de dårlige vaner, og det skete altså for mig. Lige nu har jeg gemt de dårlige vaner langt væk, men hvis jeg ikke passer på, så kryber de hurtigt tilbage igen. Det ved jeg desværre nu, og derfor mærker jeg meget efter, hvordan jeg har det.

Jeg er et meget socialt menneske, men når spiseforstyrrelse-Rebeca kommer frem i mig, så hader jeg sociale arrangementer, som var det en svedig sommerdag i en propfyldt metro. For sociale arrangementer er lig med mad, og helst tapas, for nu skal vi riiigtig hygge. Føj, hvor jeg dog hadede tapas. For mine veninder spiser virkelig længe, når de spiser tapas, og jeg ville bare gerne have maden væk fra bordet.

Når jeg har det godt med min krop, så spiser jeg.

Blog_spise

Desværre har jeg længe været meget enten/eller, når det gælder kost og træning. Når jeg ikke har det godt, så træner jeg hver eneste dag og uden at spise særlig meget. Når jeg har det godt, træner jeg slet ikke og spiser ikke særlig sundt. Men lige pludselig er der gået længe nok uden træning, og så er jeg tilbage til ikke at have det godt. Den der onde cirkel, du ved.

Egentlig burde det stå i datid, for sådan plejede det at være. Nu har jeg vist endelig fundet en middelvej, og det var præcis derfor, at jeg begyndte at tude. For det har været svært at komme hertil. Hver dag er en kamp. Spiseforstyrrelsen i det ene ringhjørne og mig i det andet. Hvem vinder? Jeg har valgt, at denne gang skal det være mig. Jeg gider ikke spilde mere tid på at have det dårligt med mig selv, at have det godt er langt sjovere.

I december begyndte jeg at træne igen, men målet skulle ikke være at blive tyndere, men at blive stærk. Både fysisk og psykisk. Jeg skulle finde middelvejen. Træne tre-fire gange om ugen, og spise sundt. Men vigtigst af alt; spise samtidig – ikke sulte mig selv. Ikke overtræne, ikke lade være med at træne – bare træne.

I dag er tapas min livret og mine veninder behøver ikke fjerne maden fra bordet før tid. Jeg går ikke længere i panik nede i supermarkedet, og jeg går ikke rundt i lejligheden, mens jeg spiser mit knækbrød til aftensmad, for at kunne holde ud at være i min krop.

Når man begynder at få mærkelige vaner, så er det at alarmklokkerne skal ringe, for når først den ene dårlige vane kommer, får den ofte selskab af en anden.

Jeg kan stadig have dårlige dage. Men jeg er stolt af, at have fundet middelvejen, og det er da lige til at tude over! (Selvom det en anden gang ikke behøver at være i fitnesscentrets brusebad sammen med andre)