Connect with us

Så nemt kommer du afsted til din morgentræning

Sund

Så nemt kommer du afsted til din morgentræning

Uuuh, det er så fristende at blive liggende under dynen, når alarmen ringer alt for tidligt. Bare trykke på snooze en enkelt gang. Før du ser dig om der gået lang tid, og du er alt for sent på den. Du kan i al fald slet ikke nå at få trænet denne morgen, for det hele skal jo også lige pakkes, og energien er der jo ikke rigtig.

Vil du undgå undskyldningerne, så gør disse fem ting aftenen før.

1 Læg dit træningstøj frem

Det kan virke simpelt, men lægger du dit træningstøj frem aftenen før, så det er lige til at hoppe i, er der langt større sandsynlighed for, at du kommer afsted.

Du slipper for at rode rundt i skabet for at lede efter det om morgenen, og hvor var det nu, du lagde din sports-bh?

Mens du lægger dit træningstøj frem, pakker du resten af din træningstaske. Så husker du nemlig det hele, og ender ikke med at stå i fitnesscenteret våd af sved og uden håndklæde.

På den måde undgår du at skulle tørre dig med papirshåndklæder.

2 Læg en banan frem og gør klar til en kaffe

Lidt energi skal der til, så spis en banan og lav en kop kaffe, mens du tager dit træningstøj på.

Gør kaffen godt stærk og tynd den med lidt koldt vand, så den har drikketemperatur, så snart den rammer din kop.

På den måde ender du ikke med at sidde i sofaen en halv time og hygge med en latte og et magasin.

Hvis du ikke kan lide kaffe, men gerne vil have energi, kan du tage en kop grøn te, der også indeholder koffein.

3 Hav forberedt en genial playliste

Flere gange er det bevist, at musik i højt tempo får dig til at yde mere, end hvis du hører musik i et mere roligt tempo – eller måske slet ingen musik.

Lav en liste med de fedeste festnumre du kender, der giver dig lyst til at bevæge dig.

Er du vild med eurodance, så er det heller ikke af vejen.

Det vigtigste er, at du har en liste giver dit morgenhumør et løft, og får dig til at yde lidt ekstra fra morgenstunden.

4 Læg telefonen væk fra dig.

Når alarmen til næste morgen er sat, lægger du den på en kommode eller et bord væk fra sengen. Så bliver du nødt til at rejse dig for at slukke den.

Og så er det bare direkte i træningstøjet og lad så den snooze-knap være.

5 Tag beslutningen

Gode råd kommer man langt med, men hvis du ikke rigtig gider, ja så hjælper de ikke noget.

Hvis du tager beslutningen om, at nu skal du godt nok afsted, ja, så er de her råd altså guld værd.

Og så er der vist ikke andet at sige end, god træning i morgen tidlig.

Continue Reading

More in Sund

Til top