Foodiefying

Placeholder

Sund

Ting jeg gør, der får mig til at hade min krop

Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der har dårlige vaner. Problemet med mine vaner er dog bare, at det ikke er noget så uskyldigt som at bide negle. Nej, det er nogle dårlige vaner, der æder min selvtillid op. Der får mig til at hade min krop. Jeg har før skrevet om min tidligere spiseforstyrrelse, og selvom jeg anser det for at være et afsluttet kapitel, så tager jeg mig stadig i at gøre nogle ting, som på ingen måde, gør noget godt for mig – tværtimod.

Jeg er desværre næppe den eneste, og derfor deler jeg gerne ud af mine dårlige vaner, så det måske kan være en øjenåbner for dig.  Måske du også kender til nogle af tingene?

Jeg fokuserer på størrelsen

Jeg er fuldstændig besat af størrelsen på mit tøj. Det kan godt være, at jeg er blevet forelsket i en kjole, men hvis jeg har brug for en størrelse større end jeg plejer, så ryger den tilbage i butikken igen. Men for pokker, hvor har jeg bare lyst til at stikke mig selv en lammer, når jeg opfører mig sådan.

Det er jo komplet ligegyldigt, om jeg bruger størrelse small, medium eller large. Størrelser svinger meget fra mærke til mærke, så det er jo dybt latterligt af mig, når jeg går glip af en lækker kjole, bare fordi jeg ikke kan lide synet af størrelsen på mærket. Men hvis jeg til gengæld får en kjole i en størrelse mindre, end jeg plejer, så er jeg pludselig ellevild.

Jeg sidder seriøst og ryster hovedet af mig selv lige nu.

Jeg har bildt mig selv ind, at dette snit ikke klæder mig

Hvis du pæreformet, skal du bære dette, hvis du er æbleformet, skal du bære dette. Det damebladssnak er seriøst lige til at lukke op og skide i. Bum, I said it. Jeg ved ikke, hvilken form jeg er. Jo, jeg har en stor numse og en lille talje. Jeg er blevet glad for mine former, men det var jeg ikke før. Derfor turde jeg kun gå i tøj, der fremhævede min talje, fordi jeg følte, at jeg blev meget større ved at gå i en løs kjole.

Så utrolig længe var der ikke en eneste løs kjole i mit tøjskab. Men ved du, hvad jeg har på lige nu? Jep, en løs kjole – og jeg elsker den! Du kan bære lige det stykke tøj, som du har lyst til. Om du pæreformet, æbleformet, bananformet, melonformet eller whatever.

Jeg tager selfies med filtre

Det her lyder måske ganske uskyldigt, og det der hundefilter på Snapchat påvirker mig da heller ikke negativt – jeg er vild med at bruge det!

 

snaphund

Når vi taler om filtre generelt, så er det en anden sag. Vi er stort set der, hvor jeg ikke kan lide et billede af mig selv med mindre, at det lige har været igennem en af Instagrams filtre. Er jeg den eneste? Næppe. Det er en altså en skod udvikling.

Jeg burde bruge filtre, fordi de er sjove, ikke fordi jeg tænker, at det er nødvendigt. Okay, jeg tænker måske ikke, det er nødvendigt, og det er ikke fordi, jeg hader et billede af mig selv uden. Men der er altså ikke noget galt i det uperfekte billede. Det er tåbeligt, at jeg – og måske også dig – har fået bildt sig selv det ind. Jeg behøver ikke et filter for at se godt ud, og det gør du heller ikke.

Jeg venter til, at jeg har ‘den perfekte krop’

Jeg skal giftes til april, og i starten tænkte jeg, at jeg ville vente med at finde en brudekjole, indtil at jeg havde fået den perfekte krop. Men hvis jeg havde ventet på det, så havde jeg aldrig fundet en kjole. For helt ærligt, jeg ved jo godt, at jeg aldrig vil ende der, hvor jeg er helt tilfreds, og synes jeg har ‘den perfekte krop’ – for den findes ikke! Jeg fandt der imod den perfekte kjole. Og jeg følte mig gudesmuk i kjolen, men også i min krop.

Men nøj, hvor har jeg gjort det her mange gange. Ventet med at købe nyt tøj, til jeg tabte mig, ventet med at tage bikini på, til jeg havde tabt mig noget mere. Jeg får det ikke andet end dårligt, når jeg nægter mig selv ting.

Hvis du også gør disse ting, så håber jeg, at dette kan være en øjenåbner. Skal vi ikke sige, at vi begge stopper med det? Lige nu.

 

Shero