10 ting du kan lave på flyet for at få flyveturen til at gå hurtigt

author
Emilia Jacobsen

Er du ligesom så mange andre også snart på vej ud at rejse? Du glæder dig sikkert helt vildt, for det er jo den længe ventede sommerferie. Men så er der den der flyvetur. Det ville være rart, hvis den bare kunne gå hurtigt, så du var på din destination på nul komma fem. Meeeen hvad skal man dog lave på flyet? Det er som om, der aldrig rigtig er det store at lave deroppe i luften. Eller hvad? Jo, jo, der er skam masser at lave! Bare klik videre, og bliv inspireret. Det kan endda være, at du bliver så distraheret, at du glemmer din flyskræk?

Læs også: 15 ting der er uundværlige i din håndbagage, når du skal flyve

1 Lege

Der findes så mange forskellige sjove lege, du kan lege sammen med din medpassager. Måske du husker nogle af dem fra bilturene, da du var lille? Det kunne for eksempel være “Da jeg var til te hos kejseren”, “Hangman”, “Kryds og bolle” og så min yndlings: “Fælles foldemand”.

Ved sidstnævnte skal I bruge et papir og en kuglepen. Så starter den ene med at tegne et hovedet øverst på papiret – det kan være for eksempel være et grisehoved, en mand med skæg, en kvinde med krøller, anything. Så folder du papiret, så hovedet er skjult for din medpassager, mens der stadig kan anes nogle streger fra en hals. På den måde ved den næste tegner, hvor han eller hun skal tegne ud fra. Det er nu hans eller hendes opgave at tegne overkroppen. Og sådan skiftes I, så du tegner underkroppen bagefter, og din medpassager tegner fødderne. Til sidst skal I folde tegningen ud og se, hvilken flot figur/mand/kvinde i har kreeret sammen.

Det er også rigtig sjovt at variere legen, så I skriver en historie i stedet for at tegne. Lad nogle få ord stå tilbage til den næste, hver gang I folder, og så kan der altså komme den mest grinern historie ud af det. Det er kun fantasien, der sætter grænser!

 

2 Se film

Nogle gange skal man virkelig sætte pris på den teknologiske udvikling. Tænk engang, hvor let du kan downloade en film hjemmefra på for eksempel Netflix og så se den oppe i flyet. Det er virkelig lækkert, for der er ikke altid tv-skærm i flyet. Og hold nu op, det er rart og dejligt afslappende at bruge tiden på at se en film eller serie.

 

3 Planlægge

Måske har du allerede planlagt, hvad du skal lave på din rejse, men hvis du ikke har, åbner muligheden sig på flyet. Snup rejsebogen med i håndbagagen, og giv dig i kast med planlægningen her. Før du ved af det, er tiden gået, og du er fremme. Tænk engang, at det kunne ske, alt imens du faktisk lavede noget, der havde med rejsen at gøre. YES!

 

4 Lave lister

Det er faktisk lige nu og her ombord på flyet, at du kan få styr på din sommer og måske endda dit liv. Hvad skal du lave hen over sommeren? Lav en to-do liste. Hvad skal der ske efter sommeren? Lav en to-do liste. Der kan faktisk laves to-do lister til det meste, så det er bare om at komme i gang.

 

5 Male i malebog

Det lyder nok mest, som om jeg tror, du er et barn. Men hey, du må da have fulgt med i, at det faktisk er blevet ret trendy at male i malebog? Anyways, det er det, og det er virkelig en god aktivitet, der får tiden til at gå hurtigt og samtidig gør én rolig. Du skulle prøve det. Der findes alverdens malebøger og tuscher i dag. Prøv for eksempel at gå i Søstrene Grene eller Tiger, de har helt sikkert, hvad du leder efter.

 

6 Lave krydsord

Du tænker måske: Hvor fanden har du den idé fra? Din mormor eller hvad? Men næh nej, kryds og tværs er altså også meget populært blandt yngre mennesker. Og ved du hvad? Det er vanvittig god tidsfordriv, og samtidig laver du hjernegymnastik og bliver meget klogere.

7 Sove

Aaaarh, sådan en lille morfar skal man altså ikke kimse ad. Og er det ikke ofte, at afgang ligger klokken lort om morgenen? Så har man jo ligesom brug for en lur, ikke?

 

8 Spille kort

Det er da en klassiker, der aldrig dør. Du behøver ikke engang en medpassager, for du kan bare lægge en god, gammel kabale. Og ellers er der masser af muligheder med et kortspil og en medpassager. Fisk, 500, Røvhul, Ring, Krig og jeg kunne blive ved.

 

9 Høre lydbog

Lydbog er det nye sort, og det er nu altså også ret smart, især hvis du lider af flysyge. Det er nemlig både ubehageligt og umuligt at læse i en rigtig bog, når du føler, du er ved at kaste op hele tiden. Download en rigtig god bog hjemmefra, læn dig tilbage og nyd den.

 

10 Læse i en bog

Ja, der er jo så også ‘den ægte’ mulighed. Snup din yndlingsbog med, eller find en helt ny, du vil give dig i kast med, og læs så løs. Du kan nå rigtig mange sider på sådan en flyvetur.

p.s. husk altid at snacke, det kan du bruge lang tid på. God ferie!