anskaffe dig en kat

Hverdag

16 grunde til, at du bør anskaffe dig en kat

Mathilde Brandborg

Af Mathilde Brandborg Skrevet den august 27, 2018

Ja, egentlig burde det jo ikke være nødvendigt at liste grunde op. Det er vel indlysende, hvorfor du bør anskaffe dig en kat – det er en kat. Verdens bedste kæledyr. Men, hvis du nu alligevel sidder derude og er lidt i tvivl, så kan du læse med her.

Derfor bør du anskaffe dig en kat

Du får en ven

Det kan godt være, mange siger, at katte er deres egne. Det er de på en måde også. Men hvis de først knytter bånd til dig, vil de elske dig for livet. De er ret trofaste, når det kommer til deres ejere. Din kat bliver din ven for livet.

Din rengøring bliver vedligeholdt

Det sviner at have et kæledyr. Det er stort set uanset, hvilket dyr, der er tale om. For katteejeres vedkommende drejer det sig primært om kattegrus og kattehår, der finder vej alle steder hen. Men faktisk gør det ikke så meget, for det betyder, at du får gjort rent hele tiden. Smart.

Gratis garn

Det er simpelthen så dyrt at købe garn. Og det er jo ærgerligt, når man elsker at strikke og hækle. Hvis du beslutter dig for at anskaffe dig en kat, skal du ikke bekymre dig om denne økonomiske byrde længere. Katte fælder ret meget, hvilket betyder, at du får din helt egen garnfabrik derhjemme. Very nice.

Levende bamse

Savner du også dine bamser fra barndommen? Måske har du haft dem fremme af og til, men føler ikke helt, du kan blive ved med det, fordi du jo er voksen. En kat er faktisk en slags bamse. Den er bare levende. Og hvad er bedre end det!?

Ansvarlighed

Det kræver ansvarlighed at have en kat. Det er en god egenskab at tilegne sig.

Underholdning

En kat vil helt sikkert sørge for, at du altid føler dig underholdt. Den finder på mange mærkelige ting, hvilket kan være fantastisk at observere i timevis.

Vækkeur

Katte har deres egen døgnrytme, og de er ikke bange for at inddrage dig i den. Det vil sige, at du bliver vækket hver morgen. Det er smart, for så er du sikker på at komme op.

Terapi

Det er rent faktisk ret terapeutisk at have en kat. Dens spinden kan virke meget afstressende og direkte angstnedsættende.

Katteyoga

For noget tid siden, udgav vi en artikel, der handlede om katteyoga. Der er utrolig mange fordele, ved at dyrke katteyoga – det giver blandt andet meget mental ro. Hvis du får din egen kat, får du samtidig ubegrænset adgang til katteyoga.

Selvstændige dyr

Katte er selvstændige dyr. De behøver ikke din fløjten eller håndtegn for at forstå noget. De gør, hvad der passer dem. Det er en stor befrielse, hvis du ønsker et dyr, der har mulighed for at underholde sig selv engang i mellem.

De rengør sig selv

Yup. Det ser måske ikke super lækkert ud, men det er en kæmpe fordel! Du skal ikke putte din kat i bad eller tørre den i røven – den klarer det hele selv.

Insekter be gone

Synes du, det er lidt halvklamt med småkryb over det hele? Måske er du typen, der får kuldegysninger bare af tanken om en edderkop. En kat kan være dig meget behjælpelig her. Deres naturlige jægerinstinkt vil træde til, når de ser et insekt. Det er da smart.

Nuttethedsbehovet er dækket

Hvis du er typen, der virkelig har behov for at se på noget nuttet hver dag, så er det jo helt oplagt få en kat. Så kan du ligesom starte dagen med at tænke: ‘nååååårrrhhhhhhhhh, hvor er du bare sød’.

Du kan blive Instagram-famous

Instagram vrimler med dyr. Mange dyr har deres helt egne profiler. Drømmer du om at blive Instagram-famous, kan du med fordel anskaffe dig en kat og oprette en profil til den.

De sover hele dagen

Katte er sgu lidt dovne. De sover op til 18 timer i døgnet, hvilket betyder, at du ikke skal have ligeså dårlig samvittighed over at efterlade dem derhjemme, som du eksempelvis skal have, hvis du har en hund.

Du afhjælper et problem

I Danmark findes der ingen kattelov. Det betyder, at du ikke har pligt til at få din kat registreret. Det har den konsekvens, at der er enormt mange katte, der ingen ejer har til at passe på dem. Udover, at det er synd for kattene, er det faktisk også rigtig dårligt for den danske natur, som trues af vilde huskatte. Katten er ikke en oprindelig del af naturen i Danmark, hvilket betyder, at den ikke indgår i økosystemet. Dermed truer den andre dyrearter. Især fuglearter er truet af vilde huskatte. Selv det at lade sin kat være en ‘udekat’ er skadeligt for vores økosystem. Så hvis du er en af dem, der har en indekat, og jævnligt skal høre på: “Det er synd for din kat, at den ikke må være udenfor.” Så kan du svare at: “Det er synd for vores økosystem, HVIS jeg lader den være udenfor.”