5 grunde til, at DU ikke skal få en tatovering

Der skal lige læses op på de her grunde, før du bestemmer dig for en tatovering

author
Emilia Jacobsen

Har du overvejet at få en tatovering? Så kan det være en rigtig god idé lige at læse punkterne nedenfor igennem inden. Jeg ELSKER tatoveringer og har derfor også selv en enkelt, som jeg selvfølgelig er vild med. Inden jeg fik den, gennemgik jeg dog lige samtlige punkter. For det er altså ret vigtigt at være HELT sikker – den sidder jo på dig resten af dit liv.

1 Det gør ondt

Det kommer selvfølgelig helt an på din smertetærskel – er den høj eller lav? Men en ting er sikkert, og det er, at det IKKE er smertefrit at få en tatovering. Og ja, det er uanset placeringen af den. Tjo, så er der forskel på, hvor smertefuldt det er de forskellige steder på kroppen. Men ingen slipper for smerte, når det kommer til at få en tatovering.

2 Det er dyrt

Du skal altså tømme sparegrisen, hvis du skal have nålen i huden. Prisen starter ofte fra 500, og så kører den ellers deropad afhængig af størrelse, motiv, detaljer og farver på tatoveringen. Så prisen er faktisk en rigtig god grund til, at du skal glemme alt om den tattoo.

3 Den ændrer sig

Tatoveringen kommer ikke til at ligne sig selv om nogle år. Og slet ikke om mange år. I løbet af årene mister den farve og bliver derfor mere og mere utydelig. Jo jo, så kan du selvfølgelig bare få den tegnet op, men så skal du have hånden ned i sparegrisen igen. Det er jo et værre rod. Desuden bliver den også helt rynket en dag, fordi den følger med din hud, der selvfølgelig også bliver rynket med årene. Hvis du kan se det smukke i det, skal du selvfølgelig bare give los.

4 Du fortryder

Det her er måske den ultimative grund til, at du ikke skal få en tatovering. Det er skidefedt at gå op i, at man bare skal leve livet dag for dag og ikke fortryde nogle valg nogensinde. Meeeeen det er også lidt urealistisk, for på et eller andet tidspunkt i livet kommer man altså til at fortryde noget. Nå ja okay, så må man jo bare sige skidt pyt, det er der ikke noget at gøre ved. Life goes on.

Men hvis du kan forhindre en fortrydelse, inden den sker, er det da smart nok, ikke? Nu er du jo sikkert ikke clairvoyant, så det bliver lidt svært. Derfor kan du i stedet tænke dig rigtig, rigtig, rigtig, rigtig godt om, inden du får tatoveringen. Og det var RIGTIG godt om.

5 Det er besværligt at få lavet om

Åh nej, når fortydelsen så har ramt dig, skal du enten lære at leve med den eller få den fjernet. Og ved du hvad? Det er altaså besværligt at få fjernet en tatovering. Det kræver laserbehandlinger i massevis, og det er pissedyrt – meget dyrere end selve tatoveringen.

Er du mon klar på at få en tatovering? Så kan du hente inspiration til de flotteste og mest nice tatoveringer lige her, her og her.