5 tidspunkter, hvor det er okay at lyve

Nogle gange må man lyve - især hvis man kan undgå at gøre andre kede af det. Tjek disse fem tidspunkter, hvor det er helt okay at stikke en hvid løgn

author
Anja Bruneskjold

Hvornår må man lyve? Det er naturligvis hverken fedt eller fair, og derfor er det nok også smartest helt at lade være. Du ved garanteret allerede, hvordan løgne kan påvirke dit helbred. Men sker der mon noget ved at stikke en lille hvid løgn en gang imellem? På disse fem tidspunkter er det nok okay …

1 Når du møder en gammel ven

Selvom I måske engang var rigtig gode venner og kunne tale i timevis, er det slet ikke sikkert, I har det på samme måde længere. Nogle gange kan det virke decideret akavet at sludre med en, som ikke længere har noget tilfælles med. Alligevel stopper I op, når I tilfældigt støder ind i hinanden på gaden.

I sådan situation må man lyve. Det kan i hvert fald være den letteste udvej. Hvis du gerne vil ud af samtalen, er det helt okay bare at sige, at du har en aftale, skal hjem til din kat eller er ved at tisse i bukserne. Det er, som om det ikke er en ægte løgn – du ved jo, du også gør din gamle ven en tjeneste.

2 Til jobsamtalen

Det er ikke, fordi du skal lyve om alle mulige færdigheder, du slet ikke har. Men hvis det gælder din gamle chef, som du på ingen måde kunne hverken udstå eller arbejde sammen med, er det helt i orden at diske op med en løgn.

Der er ingen grund til at tale dårligt om andre – det gavner alligevel på ingen måde din nye jobsituation. Tving dig selv til at tænke, at du lærte såååå meget af din tidligere chef, og at hun var supersød. Også selvom det er en lodret løgn. Hvis du nærmest selv tror på det, gør andre også.

3 Hvis du får en grim gave

Der er så mange måder at sige til folk på, at man ikke er helt vildt begejstret for den gave, de har købt til dig. Så ja – her må man lyve. Faktisk kan det være supersmart at komme med en hvid løgn og sige det stikmodsatte af, hvad du mener. Hvis dine gamle bedsteforældre aldrig finder ud af, at du faktisk har tænkt dig at bytte gaven, så hold det for dig selv. På den måde undgår du at gøre dem kede af det.

4 Når du udtaler dig om din ekskæreste …

… over for din nye kæreste. For selvom din ekskæreste i virkeligheden er SÅ nice, så behøver din nye kæreste ikke at vide det. Heller ikke selvom han selv spørger. Og selvom din nye kæreste nok godt kan regne ud, at du lyver, så bliver han altså stadig glad for, at du trods alt siger, at HAN er lækrest. Sådan ville du sikkert også selv have det, hvis det var omvendt.

5 Når nogen har lavet mad, du ikke kan lide

Din kæreste, din veninde eller dine forældre har garanteret gjort sig umage med at lave en lækker og skøn middag til dig. Måske er det ikke din livret – men det er der ingen grund til at sige. Her må man lyve det bedste, man har lært. Der er simpelthen ingen grund til at gøre nogle kede af det. Og der er jo heller ikke så meget at gøre ved det … Nu er middagen jo ligesom lavet.

Læs også: I disse situationer er det okay at blande sig i sin venindes forhold