5 tidspunkter, hvor du skal være HELT ærlig over for veninder

Selvom det ikke altid er lige sjovt at skulle være ærlig over for din veninde, gør du hende en tjeneste ved at sige, at hun har spinat mellem tænderne

author
Sara Elisabeth Nedergaard

Vores veninder er nogle af de ALLERvigtigste mennesker i vores liv. Og hvis du og din veninde kan sætte kryds ved disse 10 ting, er I KLART bedste veninder. Og man skal være ærlig over for veninder … eller hvad?

Nogle gange er det okay at lyve lidt. Men når det kommer til at være ærlig over for veninder, er der altså en hårfin balance. For du vil ALDRIG såre din veninde – men du skal jo heller ikke gøre hende en bjørnetjeneste. Så hvornår skal man være HELT ærlig over for veninder? Bliv klogere her.

1. Du har noget siddende …

Vi har ALLEsammen prøvet at have noget siddende. Om det så er spinat mellem tænderne efter frokost i kantinen eller en bussemand i næsen. Har du aldrig prøvet at komme hjem efter en lang dag for at opdage, at du har noget mellem tænderne? Hvis du ikke har prøvet det, har du nogle gode veninder. For den slags skal man altså sige!

2. Makeup-fail

Den her er liiidt mere tricky. For hvor lidt eller meget makeup vi går med, er vel en smagssag? Her skal du selvfølgelig lige mærke stemningen. Men hvis din veninde konstant har en maske på af orange foundation – så skal du altså sige noget til hende. Du kan eventuelt give hende en mere rolig foundation i fødselsdagsgave? Det samme gør sig i øvrigt gældende for absurde mængder mascara – eller øjenbryn, der er formet som skovsnegle.

3. Du fortjener bedre

Vi har nok allesammen prøvet, at en af vores veninder er kærester med en rigtig klaphat. Og det er aldrig sjovt, hverken for dig eller din veninde. For det ER altså bare vigtigt, at ens veninde kan lide ens kæreste. Men hvis din veninde er kæreste med en seriøst ubehagelig fyr, der måske er utro eller taler grimt til hende, så skal han da ud af vagten. Den bedste måde at snakke med din veninde om det på, er at spørge hende, om hun virkelig føler, at hun fortjener den behandling? Forhåbentligt får hun øjnene op for, at hun altså er bedre end det.

4. Nej, du synger ikke som Ariana

Vi HADER janteloven – og ELSKER, når kvinder tør stå ved, at de er gode til noget. Men når din veninde bliver VED med at blære sig med, hvor god hun er til at lave mad/spille fodbold/synge – og det ikke passer – så er det altså for pinligt for hende. Og så bliver du nødt til at træde ind og være ærlig over for hende. For hendes eget bedste! For NEJ, søde – du synger IKKE som Ariana Grande. Og du skal IKKE stille op til X Factor.

5. For hendes skyld – men også lidt for din egen

Har du dårlig ånde om morgenen? Det har vi allesammen. Ligesom at vi lugter af sved, når vi har glemt at tage deodorant på, eller når vi har dyrket motion. Men der er også nogle mennesker, der bare ALTID har dårlig ånde eller lugter af sved. Det kan sagtens være, at din veninde går rundt og lugter uden selv at vide det. Det kan også være, at hun er allergisk over for deodorant og ikke ved, at der er et økologisk alternativ til Rexona. Og så er det altså bare om at tage din veninde i hånden og smutte ned i den nærmeste helsebutik. For det er da ikke rart for NOGEN at gå rundt og lugte.

Læs også: 5 situationer, hvor du altid skal være ærlig