6 fordele ved, at du og din bedste veninde er VILDT forskellige

Foto/ Shutterstock

author
Liv Raahauge Frederiksen

I er lige så forskellige som dag og nat, og alligevel er hun den sjoveste og bedste veninde, der findes. Hvordan kan det være? Netop det, at I er forskellige veninder er kun en styrke for jeres venskab.

Læs også: Du ved, I er bedste veninder, når …

1. Fyre

I vil aldrig falde for den samme fyr! Det har I simpelthen alt for forskellig smag til. Derfor vil I aldrig komme til at slås om den samme hotte fyr, for ham, som DU synes er hot, er ifølge din veninde not so much.

2. I kan snakke om alt, men…

Nogle gange føles det måske, som om I taler forskellige sprog. For hvor du er super sej til at snakke om følelser, er det en fremmed by i Rusland for din veninde. Eller omvendt. Det fede ved at I er forskellige er, at I kan trække på hinandens styrker. Når du er ked af det, er hun helt sikkert den bedste til at lytte. Og når hun mangler ord til sine følelser, er du der til at give hende dem.

3. Bryder din komfortzone

Når I er forskellige veninder, kan din veninde helt sikkert lide nogle ting, som du ikke interesserer dig for. Og det er bare fedt! Jeres forskellige interesser vil være med til, at du får en masse oplevelser, som du ellers aldrig vil kaste dig ud i. Den koncert, som hun lokker dig med til, med bandet du aldrig havde hørt om, bliver en oplevelse I aldrig vil glemme.

Læs også: Hvilken festivaltype er du ifølge dit stjernetegn?

4. Udvikling

Når du omgiver dig med mennesker, som ikke umiddelbart ligner dig selv, bliver du faktisk klogere. Gennem din veninde lærer du at se verden på en anden måde, end du er vant til. Og lets face it – vi har vel alle godt af, at få udfordret vores værdier og syn på verden en gang imellem.

5. Du lærer accept og forståelse

At I er så forskellige veninder lærer dig accept og forståelse. Det kan da godt være irriterende, at hun er A-menneske, når du gerne vil sove længe på jeres venindeferie. Men at I ikke lader jeres forskellighed skille jer ad, bringer jer blot tættere, når I overkommer eventuelle forhindringer. I sidste ende viser det kun, hvor gode veninder I egentlig er.

6. Ægte venskab

Bedst af alt så ved du, at I har valgt at være veninder, fordi I virkelig kan lide hinanden. Det er ikke jeres fælles interesser eller ensartethed, som har bragt jer sammen, men fordi I virkelig holder af hinanden for de personer, I er.

Alle venindeforhold er unikke. Selvom det er fedt at have fælles interesser, er der altså lige så mange gode ting ved at være forskellige. At du og din veninde er forskellige, men stadig ikke kan undvære hinanden, er blot et tegn på ægte venskab.

Læs også: Bucket list: 30 ting, du og din veninde skal lave SAMMEN i løbet af året