Hvor kan man tage på ferie med en veninde?

Hverdag

6 ting, du ved om din veninde, hvis I har rejst sammen

Emilia Jacobsen

Af Emilia Jacobsen Skrevet den juli 10, 2018

Der findes da ikke noget bedre end at være på ferie med en veninde, vel? Åh, alle de minder, der dukker op. Har du mon prøvet at rejse med din veninde? Så ved du helt sikkert disse ting om hende.

1 Når hun er sulten

Oh yes, det er du i hvert fald på ingen måde i tvivl om, efter du har været på ferie med en veninde. Du kender præcis de tegn, hun laver, når hun begynder at blive sulten. Måske hun ovenikøbet er en af de mange, der bliver decideret hangry, og derfor slet ikke er til at have med at gøre? I så fald ved du da nu, hvordan du skal håndtere det.

LÆS OGSÅ: Derfor bliver du sur, når du er sulten

2 Om hun har en stedsans eller ej

På en ferie i et fremmed land gælder det altid om at finde vej, og hvordan gør man så lige det lettest? Nogle er gode til at læse kort, mens andre har en formidabel stedsans. Det har du med garanti også fundet ud af i forhold til din veninde. Er I endt langt pokker i vold, fordi hun mente, I skulle til højre? Eller kom I hjem på nul komma fem, fordi I drejede til venstre, da hun sagde, I skulle?

3 Hvornår du IKKE skal provokere hende

Uha, når man går op og ned ad hinanden hver dag, kan man ikke undgå at overse de mindre heldige situationer. Du har helt sikkert lagt mærke til, hvilke små ting der kan irritere eller gå din veninde på, hvis I har været på ferie sammen. Og så er det nemlig rimelig let at finde ud af, hvornår du slet ikke skal provokere hende.

4 Hvor gavmild eller nærig hun er

Når man er ude at rejse, er det oftest lettest at splejse om alt – og altså have en form for fælles pengepulje. I laver jo alt sammen, også alt det, der koster penge. Derfor er det specielt på en ferie med en veninde, du finder ud af hendes ægte forhold til penge. Og det gælder altså både over for hendes selv, men også over for dig. Er du mon blevet overrasket over en veninde?

5 Hvad hendes usikkerheder er

Hvis du har rejst med en veninde, du kender rigtig godt, kendte du nok de fleste af hendes usikkerheder i forvejen. Men det bliver altså bare endnu tydeligere, når I er ude at rejse sammen. Det er svært for hende at skjule, fordi I går op ad hinanden konstant og også bor sammen. Det er helt klart en god ting, at du kender hendes usikkerheder, for så kan du bedre hjælpe hende og forsikre hende. Og også fortælle om og vise dine egne usikkerheder.

6 Hvordan hendes modermærker ser ud, og hvor de sidder

Ja okay, det gælder måske mest, hvis I har været på solferie sammen. For hvor mange gange om dagen har man ikke lige smurt hinanden ind i solcreme? Det lyder frækt, men du kender altså bare hendes krop ud og ind. Du ved præcis, hvor modermærkerne (måske specielt på ryggen) sidder, og hvordan de ser ud.

LÆS OGSÅ: Så nemt får du råd til at rejse