Hvad gør man, hvis man kommer til at stresse på forhånd?

Hverdag

6 tips til at undgå at stresse på forhånd

Anja Bruneskjold

Af Anja Bruneskjold Skrevet den november 7, 2018

Er du en af dem, der altid kommer til at stresse på forhånd? Altså, også selvom der faktisk ikke er grund til det? Så er du altså langt fra den eneste. Virkelig mange mennesker kender til det der med helt unødigt at blive stresset over noget, der MULIGVIS vil foregå. Og selvom det virker skørt og fornuften siger, det er helt skørt, så sker det altså bare alligevel. Mangler du tips til, hvad du kan gøre for at undgå at stresse helt unødigt på forhånd? Så tjek disse seks af slagsen.

1 Tal til dig selv

Det lyder måske lidt underligt. Men det hjælper faktisk at tale til dig selv, når du stresser på forhånd – også når du stresser helt generelt. Det er ikke, fordi du skal have en sludder med dig selv, men det kan faktisk godt hjælpe at sige noget beroligende til sig selv. Og på en eller anden måde virker det bare ret godt, hvis man taler højt, både til sig selv og andre, fremfor bare at sige tingene inde i sig selv.

2 Hvad er det værste, der kan ske?

Du har sikkert stillet dig selv det spørgsmål tuuusindvis af gange. For din fornuft ved jo godt, at det er usmart at stresse over noget, der ikke engang har fundet sted endnu. Men nogle gange hjælper det at blive ved med at forstille sig det værst tænkelige udfald på forhånd. For måske ER det i virkeligheden slet ikke så slemt …

Læs også: Sådan får du en mindre stressfyldt morgen uden at stå tidligere op

3 Sørg for at planlægge

For nogle mennesker kan det være SÅ stressende at planlægge for meget. Men for andre kan det for eksempel være en kæmpe hjælp at lave to do-lister. På den måde kan du strege en ting over, som du har fået gjort, og langsomt se listen af pligter blive kortere. Det kan virkelig være en hjælp, hvis du er typen, der har det med at stresse på forhånd.

4 Distraher dig selv

Hvis du er typen, der har det med at stresse på forhånd, ved du måske allerede, at det hjælper at flytte fokus. Så snart den mindste stress kommer snigende, er det bare med at distrahere sig selv i en fart. Du kan distrahere dig selv med hvad som helst. Fjernsyn, madlavning … ALT muligt!

5 Spørg om hjælp

Nogle gange kan det godt være, at du har aaalt for mange ting, du skal nå. Og så kan det altså godt være, at du kommer til at stresse på forhånd. Det er der ikke noget at sige til. Men måske vil det hjælpe dig, hvis du sørger for at bede andre om hjælp i god tid? Måske kan du slet ikke nå at lave mad til de mange gæster, du har inviteret til fødselsdag i weekenden. Men du har garanteret et par søde veninder, som hjertens gerne vil hjælpe dig. Spørg dem på forhånd – så ved du jo, at det hele nok skal gå.

6 Dyrk motion

Motion er generelt sundt, det ved du. Men det er faktisk også virkelig godt for hjernen. På en eller anden måde kobler du bare fra, når du for eksempel løber en tur. Det er, som om hjernen bliver clearet fuldstændig. Prøv selv – det hjælper virkelig!

Læs også: Det sker der med din krop, når du skændes med din kæreste