7 GENIALE grunde til IKKE at læse til eksamen

author
Mathilde Brandborg

Forår er det BEDSTE. Træerne springer ud, solen skinner mere, varmen prikker på din hud, isbutikkerne holder åbent, der dufter af grill og du ved, at sommeren er på vej. Hvad der også er på vej, er masser af stress og hovedpine over at skulle læse op til den ene latterlige eksamen efter den anden. Jesus Christ, kan man aldrig få lov at leve lidt!?

At læse til eksamen virker umiddelbart, som det mest fornuftige foretagene i HELE verden. Der er jo fri adgang til at polere din glorie i timevis, hvis du kan fortælle omverdenen, at du læser til eksamen. Av for en helgen, du er. Men er det egentlig ikke lidt latterligt? Er der ikke noget badass over at tilslutte sig slackerklubben og droppe at læse til eksamen? Her kommer syv grunde til NETOP at tilslutte sig denne GENIALE klub.

Læs også: 5 tanker, du har, inden du skal op til eksamen

1. Der er bajere på tilbud i 7-Eleven

Det er et sjældent syn. Og nu står du jo lige der, foran Seven Eleven og tænker, at du bare liiige skulle ind og have en pose nødder og en kaffe. Men satme, om ikke der er bajere på tilbud. Du kan allerede smage den kolde, grønne cola, der bruser lystigt i dit svælg. Pludselig har du din veninde i røret. Og i løbet af de næste 30 sekunder sætter du kurs mod Kongens Have med to sixpacks under armen. Halleluja. Husk at drikke flere øl!

2. Du ved alt

Hvorfor egentlig læse til eksamen, når du i forvejen ved alt? Er det ikke bare ren tidsspilde at gennemlæse noter, du i forvejen har læst 700 gange før? Brug din tid på noget, der giver mening.

Læs også: Eksamensangst: Sådan kan du hjælpe dig selv

3. Solen skinner for første gang i en måned

Det er aldrig til at vide, om sommeren bliver fuld af sol eller pjaskvåd. Hvis det tyder på, at det er sidstnævnte, der har tænkt sig at dominere de næste par måneder, så er det satme om at udnytte de få solskinsdage, der er. Og det skal en eller anden eksamen ikke stå i vejen for.

4. Du er allerede dumpet mentalt

Sådan en fysikeksamen kan godt virke lidt åndssvag, når du alligevel slet ikke har forstået to ord af, hvad din fysiklærer har sagt om jævnstrøm, magnetisme og radioaktivitet. Hvem er overhovedet din fysiklærer? Sandsynligheden for at sparke røv til din fysikeksamen er lig med nul, så måske du bare skulle droppe det og håbe på det bedste.

Læs også: 6 tips til dig, der har svært ved at koncentrere dig

5. Der er virus i luften

Du kan mærke, du er ved at blive syg. Din ene mandel er HELT klart mere hævet end den plejer at være. Det kan være tegn på en halsbetændelse. Det ville være en regulær katastrofe, hvis du skulle blive syg henover den kommende eksamen. Derfor er du nok nødt til at holde dig i absolut ro, for ikke at fremprovokere sygdommen. Væk med bøgerne!

6. Du skal være Amish

Dit mål med livet er at flytte til USA og blive en del af The Amish, som er en minoritetskultur, der ikke benytter elektroniske redskaber eller tillader højere uddannelser. Og hvis hverken en computer eller en uddannelse er en del af din fremtid, hvad fanden laver du egentlig så i det Word-dokument?

Læs også: 6 ting, du skal nå i din studentertid

7. Din kat er syg

Findes der noget vigtigere end din kats helbred? Det kan være svært at vide med hundrede procent sikkerhed, om din kat trives. Den kan kun kommunikere igennem mjaven og små handlinger. Katten er et meget selvstændigt dyr, der ikke altid er til at aflæse. Derfor skal du være særligt opmærksom. Forælderskab er livets fornemmeste pligt, og hvis du fornemmer, din kat ikke er helt som den plejer, bør du smide alt andet og være der for den. Sådan en omgang eksamenslæsning, har det jo med at tage al din opmærksomhed. Og det kan altså ende med at have fatale konsekvenser for din misseven. Drop hellere at læse til eksamen, og vær en god kattemor i stedet.

Mangler du i øvrigt også nogle valide grunde til ikke at træne, så kan du finde en maaasse gode grunde lige her.