kaffejunkie

Hverdag

8 ting, du kender, hvis du er kaffejunkie

Mathilde Brandborg

Af Mathilde Brandborg Skrevet den februar 21, 2018

“Hej jeg hedder Mathilde, og jeg er kaffejunkie”

“Heeeeej Mathilde”

Kan du forestille dig det? Sådan en god, gammel rundkreds, helt AA agtigt, hvor du sidder der, og beretter om dit liv som kaffejunkie? Du ved godt, at du drikker for meget kaffe, men det er så svært at ændre på. Bare rolig, du er ikke alene. At være kaffejunkie er nok i virkeligheden ret almindeligt. Måske kender du de følgende scenarier fra dit eget liv.

Du har lyst til at slå nogen ihjel inden din første kop kaffe

Ham der fyren, der sidder ved siden af dig i toget, og manspreader for vildt, han skal passe på, at du ikke fyrer en neglefil ind i struben på ham! Det samme gælder hende der pensionisten, der har sat sin telefon på højtaler, fordi hun ikke kan høre noget.

Kaffe er morgenmad

Alt andet er ligegyldigt, så længe du får kaffe! Det er jo din livret.

En latte er fin nok, hvis den altså har otte skud espresso i

Latte er mest en hyggeting. Det ser pænt ud på billeder og alt det der, men i bund og grund vil du skide højt og helligt på latteart og flotte papkrus – du skal have din dope!

Som kaffejunkie er du resistent

Nogle dage kan du bare ikke få nok. Dit energiniveau vil ikke op, selvom du har indtaget kaffe intravenøst hele formiddagen. Her oplever du, at du simpelthen bliver nødt til at ty til Redbull.

Du får panikangst, hvis der ikke er kaffe i nærheden

Hjertebanken, svedige hænder, neglebidden – HVOR er kaffen!? Dette skrækscenarie er uudholdeligt, og du er tæt på at springe ud af vinduet i afmagt.

Kaffedates er en dårlig idé

Det er sikkert hyggeligt i teorien, men det fungerer bestemt ikke i praksis. Du vil helst bare gerne have din tyktflydende, kulsorte, tjæresubstans af en kaffe i fred, og du er umiddelbart ikke interesseret i, at din date skal dele mundvand med dig efterfølgende. Du ved, at kaffeånde ikke er velanset i det moderne samfund, og du kunne godt tænke dig for en gangs skyld ikke at fremstå som et psykotisk, optrækkeligt gebis – kaffedate, nej tak. (se foto)

Optrækkeligt gebis

Du har oplevet af blive diskrimineret for din afhængighed

“Jeg beklager, men du må ikke have drikkevarer med ind i bussen.” Undskyld, DRIKKEVARER!? Der er tale om medicin her. Har den buschauffør måske nogensinde flået en næsespray ud af hænderne på en allergiker!? I don’t think so!!!

Der findes utroligt mange små kopper

Ud fra en grundig observation kan du konkludere, at der findes rigtig, rigtig, rigtig mange små kopper. Du så gerne, at alle verdens kaffekopper blev erstattet med spande.