selvmordsforsøg

Hverdag

Christine efter tre selvmordsforsøg: “Jeg havde lært, at man bare skulle vende den anden kind til”

Anja Bruneskjold

Af Anja Bruneskjold Skrevet den marts 6, 2019

Christine er vokset op i en helt almindelig kernefamilie. Hjemme var alting trygt og kærligt – men i skolen var det lussinger og lede ord, der var på skemaet. Christine blev mobbet. Hver dag. I HELE sin folkeskoletid. Og op gennem gymnasiet.

I dag er Christine 25 år gammel og bor i Roskilde sammen med sin kæreste – og så hun har tre selvmordsforsøg i bagagen.

Vendte den anden kind til

Det var en hård start på livet for Christine. Allerede fra første skoledag skulle hun nemlig finde sig i at blive mobbet. Klassekammeraterne mente, hun var for tyk, for dygtig til engelsk, og at hun talte aaalt for meget. Hun SKULLE naturligvis ikke finde sig i det. Men det gjorde hun: “Jeg havde lært, at man bare skulle vende den anden kind til,” forklarer Christine.

I femte klasse blev alting meget værre. To klasser blev slået sammen, og Christine fik to nye, bedste veninder. Veninder, der slog hende, hvis hun sagde noget, de ikke kunne lide: “Og så skrev de en bog om, hvor klam jeg var,” fortæller Christine. Hun ved naturligvis godt, at de her piger i virkeligheden aldrig var hendes ægte veninder:

“Men dengang higede jeg efter anerkendelse … Og venner. Og det var jo bare sådan, folk behandlede mig. Jeg tænkte, at det var det, jeg kunne få – det, jeg havde fortjent,” siger Christine og fortsætter: “Jeg prøvede bare hele tiden at være ekstra sød, så de kunne lide mig.”

Mobningen blev ved. Og ingen gjorde noget, der stoppede det. Christines lærere gjorde et halvhjertet forsøg ved at samle alle pigerne fra klassen, så de kunne tale om tingene. Men det hjalp ikke. Og Christines forældre kendte slet ikke omfanget af mobningen:

“De vidste kun NOGET af det. Og de syntes, det var godt, at jeg kunne vende den anden kind til,” forklarer Christine. Først i syvende klasse tilbød de Christine at skifte skole. Men der var det for sent: “Jeg blev nok også lidt stædig. Jeg ville gerne bare gøre det færdigt,” siger hun.

Læs også: Camilla efter halvandet år med psykisk vold: “Jeg elskede ham jo stadig”

Cutting og depression

Mobningen fortsatte ind i gymnasiet – og da Christine var 15 år gik det helt galt: “Jeg begyndte at skære i mig selv,” fortæller hun. Og det var her, hendes hverdag for alvor begyndte at gå i stykker. Christine skulle have været på festival med to “veninder” fra sin gymnasieklasse. Men hun havde ikke lyst: “Den ene af pigerne gav mig det største møgfald. Hun sagde, jeg var en dårlig veninde og et dårligt menneske.” Og det var de ord, der for alvor satte gang i de dårlige tanker hos Christine:

“Jeg fik en tanke om, at når så mange mennesker i så mange år havde behandlet mig dårligt, så måtte det jo være mig, der var noget galt med,” forklarer Christine. “Så jeg ville renses, så jeg kunne blive god. Og det kunne jeg kun blive, hvis jeg skar i mig selv.”

Men hendes forældre kom heldigvis på banen. Først var de MEGET overraskede over, hvordan det hele stod til: “Man kunne jo ikke se på mig, at jeg havde det dårligt,” forklarer Christine. Hendes mor gemte alle barberbladene i huset og tog med hende til lægen. Og sammen fandt de ud af, at hun havde en depression. Derfor fik hun lynhurtigt noget medicin – men hun kunne ikke lide at tage det. Så hun stoppede. Og efter nogle måneder blev hun henvist til Psykiatrisk Center Sct Hans i Roskilde, hvor hun blev udredt. Derefter gik hun fast hos en psykiater i syv måneder.

Første selvmordsforsøg

“Mens jeg var i behandling, havde jeg mit første selvmordsforsøg. Jeg blev ikke indlagt eller noget. Men en aften fik jeg bare tankemylder og blev helt overrumplet. Og jeg ville bare have det til at stoppe. Derfor skar jeg i mig selv og ville gerne dø,” forklarer Christine.

Midt i det hele kom Christine pludselig til sig selv: “Jeg var nærmest i trance. Men der MÅTTE jo være mere til livet end det her”. Så hun lagde barberbladet fra sig. Bagefter fortalte Christine det til sin far: “Han lappede mig sammen, og så talte vi ikke mere om det.”

Christine fortalte det også til sin studievejleder på gymnasiet, men hun tog det ikke så seriøst. Så Christine lagde i stedet al sin energi i at få det bedre – og hun stoppede med at skære i sig selv. Men der var ingen andre end psykiateren, hun kunne tale med om sin smerte.

Andet selvmordsforsøg

Da Christine færdiggjorde gymnasiet var hun 18 år gammel. Hun havde tabt sig, og selvtilliden havde fået et nøk opad. Hun havde sabbatår og brugte virkelig mange timer i sit eget selskab. De dårlige tanker kom tilbage, og hun begyndte at ryge og drikke en masse:

“Jeg lavede ikke særlig meget andet end at sidde derhjemme alene og drikke i skjul,” forklarer Christine og fortsætter: “Jeg fik det bare mere og mere skidt. Jeg tror simpelthen ikke, at jeg havde fået nok hjælp på det tidspunkt.”

Her begyndte Christine at skære i sig selv igen. En aften tømte hun to flasker vin – hun ville gøre en ende på det hele:

“Det skulle bare stoppe. Jeg kunne ikke holde det ud mere.” Heldigvis blev hun afbrudt, mens hun var i gang med at skære i sig selv: “Jeg blev faktisk dårlig af vinen og måtte kaste op. Og så vågnede jeg ligesom op,” forklarer Christine. Hun fortalte det aldrig til sine forældre. I stedet gik hun til lægen og fik endnu en gang konstateret en depression. Hun begyndte hos en psykolog, som hun ikke kunne lide. Så hun stoppede hurtigt igen.

Tredje selvmordsforsøg

Christine var stadig ulykkelig: “Det her selvmordsforsøg var det mest skelsættende,” siger Christine. Hun var nu 20 år gammel og var gået i gang med at studere engelsk på universitetet. Hun var begyndt at se en fyr, som faktisk havde en kæreste:

“Han fuckede med min hjerne. Selvom han selv havde en kæreste, blev han sur, hvis jeg talte med andre.” Christine begyndte nu at få angstanfald: “Jeg var bange for, at nogle skulle tale til mig. For hvad hvis han blev sur?”

En aften skete det, der var sket to gange før. Men denne gang var det anderledes: “Jeg skar i mig selv. Men jeg kunne bare ikke stoppe. Det stak helt af for mig,” forklarer Christine. “Det var slut. Jeg KUNNE ikke mere. Det var, som om nogle overtog min krop”.

Men midt i det hele skrev fyren til hende, og det mindede Christine om, hvorfor hun pludselig befandt sig i den skræmmende situation:

“Der blev jeg bare vred. Rasende. INGEN skulle få mig så langt ud, tænkte jeg.” Det var et vendepunkt for Christine – ingen skulle bestemme over hende på den måde: “Jeg sad jo der på grund af en anden person. Andre mennesker dikterede jo min lykke …”

Læs også: Kan det virkelig passe, at så mange kvinder lider af angst?

“EN AF OS”

Endelig fik Christine den hjælp, hun havde brug for. Men hun skulle selv bede om den: “Jeg fandt selv en psykolog,” siger hun. Og da hun senere fik en spiseforstyrrelse, fik hun faktisk god hjælp af systemet.

I dag har Christine en kandidatgrad i engelsk og retorik. Og så arbejder hun frivilligt i foreningen “EN AF OS”, som arbejder for større tolerance og åbenhed over for mennesker med psykiske sygdomme. Her holder Christine foredrag og fortæller blandt andet sin egen historie.

Christine råder andre unge til at bede om hjælp: “Der er ikke noget, der hedder, at man ikke har det dårligt nok,” siger hun. “Snak med en veninde. En studievejleder. Eller kontakt Psykinfo. De kan hjælpe med at finde ud af, hvor man skal ringe hen for at få hjælp.”

Christine har også en blog, hvor hun gør alt for at hjælpe andre. Her kan man læse om, hvad Christine selv gør for at få det bedre.

Læs også: Luisa lever i et åbent forhold: “Jeg føler, jeg skal præstere mere, når han er på date”