jaloux på din veninde

Hverdag

Derfor bliver du jaloux på din veninde

Mathilde Brandborg

Af Mathilde Brandborg Skrevet den marts 7, 2018

Kender du følelsen af, at du er jaloux på din veninde? Hun har det hele, og du står i skyggen af hende? Hun har det fede job, den flotte kæreste, de store læber og får altid opmærksomhed. Du føler dig lidt som en grå mus ved siden af hende, og det er ved at drive dig til vanvid.

Jalousi forekommer i mange relationer, men når det fæstner sig i et venskab, kan det være svært at komme af med det igen. I parforhold hører man ofte om jalousi, og hvordan det skal tackles. Det lader til, at så snart du er jaloux på din veninde, så er det ikke noget, der tales så meget om. Det er tabubelagt.

Hvorfor bliver du jaloux på din veninde?

Der er forskellige årsager til din jalousi. Men i bund og grund, handler det om din egen selvfølelse. Du føler, at du mangler noget i dit liv, noget, din veninde har. Du måler dig ubevidst med hende og vurderer dig selv som taberen. Det er en skam, for de fleste sunde venskaber er afbalancerede. I har hver især meget at byde ind med, men du ser ikke dine egne fantastiske egenskaber.

Du har fokus på din venindes succeser og glemmer dine egne. Det føles som nederlag, på nederlag, på nederlag. Du har svært ved at unde din veninde al den succes, du føler, at hun har. Når hun beretter om de gode ting, der er hændt hende, så føler du en indre vrede og kan slet ikke blive glad på hendes vegne.

Hvordan kan du modarbejde jalousien?

Først og fremmest handler det om, at du skal finde roden til din jalousi. Start med dig selv, for det er der, følelsen bor. Hvad er det, der gør, at du bliver jaloux på din veninde? Får hun bedre karakterer end dig? Hvis vi lader dét være et eksempel, så forsøg at se det udefra. Kommer denne situation til at definere resten af dit liv? Højst sandsynligt ikke. Fokuser på dine egne mål, og sammenlign dig ikke med andre, for de er ikke dig.

Bare fordi din veninde får bedre karakterer end dig, betyder det ikke, at du er håbløs. Det er faktisk meget sandsynligt, at din veninde er jaloux på dig over nogle andre ting. Du ser det bare ikke, fordi din egen følelse overskygger det hele. Hun er heller ikke ude på, at du skal føle dig mindre værd – tværtimod.

Hvil i dig selv

Forsøg at acceptere, at din veninde får bedre karakterer end dig, men at det ikke definerer jer som mennesker. Søg væk fra jalousien ved at se indad. Hvad er dine styrker? Dyrk dem! Fokuser på det, du har. Stol på dig selv og dine evner som selvstændigt individ. Det er vigtigt, at du finder ro i dig selv. Det kan være en god idé, at du deler dine tanker med din veninde. Hun aner højst sandsynligt intet om de tanker, der fylder i dit hoved – eller også har hun mærket, at dit humør har været ekstremt dårligt!

Sørg for, at I bliver gode til at kommunikere om problemerne. Det vil styrke jeres venskab.

Kilde: allwomenstalk.com