Du ved, at du er ved at blive voksen, når …

Læs om ting du kender, når du er ved at blive voksen

author
Annemarie Friis Persson

18-25 år er en forvirrende alder. Halvdelen af dine veninder er forlovede eller gift og har børn, den anden halvdel er for fulde til selv at finde hjem efter en aften i byen. At være voksen er ikke for alle … Og selvom du ikke føler dig voksen, ved du, at du er ved at blive det, når du kan nikke genkendende til en eller flere af disse punkter. Det er skræmmende, det ved jeg godt. Men vi er alle i samme båd.

Læs også: Du ved, I er bedste veninder, når …

… du bliver begejstret over hårde hvidevarer

Især opvaskemaskiner, vaskemaskiner og støvsugere! Begejstringen vil ingen ende tage den dag, du får din første opvaskemaskine. Når du flytter hjemmefra, finder du nemlig ud af, hvor meget du tog opvaskemaskinen hjemme hos dine forældre for givet. Det er jo Guds gave til mennesket!

… du har ‘jeg-har-mad-derhjemme’-diskussionen med dig selv

En lækker bakke sushi er altså bare mere fristende end et stykke rugbrød med leverdreng. Og det har du ikke længere råd til … For en anden ting, du kender, når du er ved at blive voksen, er minus på kontoen.

Man kan sammenligne det med dengang, man fik at vide af sin mor, at man bare kunne tage et stykke frugt, hvis man var sulten. Det er sgu lidt sørgeligt.

… du bogstaveligt talt dør af dine tømmermænd

Du er ikke længere ude til lukketid hver torsdag, fredag og lørdag. Og det er der en vis grund til. Du får nemlig værre og værre tømmermænd og har da også googlet en gang eller to, om man kan dø af tømmermænd. De har måske ikke stoppet dig i at tage i byen, men det får dig til at tænke dig om en ekstra gang, når din veninde inviterer dig ud.

… dine nederdele og kjoler er blevet længere

Alt dit tøj er generelt blevet mere praktisk. Stiletterne er blevet skiftet ud med støvler eller sneaks, de korte nederdele og kjoler med maxilængden, og du har altid en ekstra trøje med. For hvad nu hvis du skulle komme til at fryse? Dermed ikke sagt, at man ikke kan være voksen, hvis man går i korte nederdele og kjoler.

… du skal betale dine egne forsikringer

Og alle mulige andre MEGAkedelige ting. Toiletpapir, rengøringsmiddel og mad. Med mad mener jeg selvfølgelig ikke den take-away, du en gang imellem belønner dig selv med, for det er jo alt andet end kedeligt. Jeg mener selvfølgelig kedelige rugbrødsmadder, havregrød og pasta med ketter.

… du bliver kaldt “damen”

Der er ikke noget, der får en til at føle sig mere voksen eller gammel for den sags skyld end at blive kaldt “damen”. De første par gange vender du dig om for at se, hvilken dame der er tale om for til din store forskrækkelse at finde ud af, at damen er dig. Du er nu gået fra pige til dame. Dame lyder bare så gammelt. Er der noget, der hedder en kvartvejskrise? For sådan en tror jeg, at jeg har.

… din krop gør ondt alle vegne

Hvis ikke du har alverdens uforklarlige blå mærker fra byen, har du ondt i ryggen, knæet eller noget helt tredje. Og du er flere dage om at komme dig. Det er hårdt at blive voksen.

… du går tidligere i seng

Du er træt, når du er i skole eller på studie, du er træt, når du er på arbejde, og du er træt, når du kommer hjem. Med andre ord: Du er træt hele tiden, og du kan sagtens finde på at gå i seng før klokken 23. Desuden er klokken 05.00 pludselig blevet tidligt om morgenen og ikke sent om aftenen …

… du foretrækker en hjemmeaften fremfor en aften i byen

Du kan ikke OVERSKUE at gå i bad, gøre dig klar, socialisere, drikke drinks, tage en taxa, betale for indgang og garderobe, drikke tequila, danse, drikke mere tequila, stjæle et vejskilt, tage en cykeltaxa og vågne op med et hoved, der er ved at eksplodere og en krop, der ikke når at komme sig før næste bytur. Det er du simpelthen blevet for gammel til …

… du drikker kaffe og vin

En af de ting, der fik mig til at føle mig voksen var, at lære at drikke kaffe og vin. Når du kan drikke begge dele, er du officielt blevet voksen!

… det går op for dig, at ingen føler sig voksne

Det er en lettelse at opdage, at man ikke er den eneste, men det er også lidt skræmmende. It’s like the blind leading the blind. Kommer man nogensinde til at føle sig helt voksen? Måske føler vi os bare mere eller mindre unge.

Det er i sandhed et skræmmende øjeblik, når man leder efter en voksen, men det så går op for en, at man selv er voksen. Så man leder efter en ældre voksen, en succesfuld voksen. En mere voksen voksen …

Læs også: 7 venindetyper, du kender fra din egen venindegruppe, når I er i byen