Hold årsdag for dig og din bedste veninde – det skal I lave

Ideer til årsdag med bedste veninde

author
Rebeca Pons

Hvem siger, at en årsdag kun er for folk, der er i et forhold? Faktisk er dig og din bedste veninde basically i et forhold, og derfor burde I da også fejre hvert år, at I er veninder. Kan I ikke huske, hvilken dato I mødte hinanden? Så vælger I bare en dato, der fremadrettet bliver JERES dato. Dagen, hvor I hvert år skal fejre jeres fantastiske venskab.

Men hvad skal I så lave? Det fortæller vi dig her.

1 Frem med de gamle billeder af jer

Hold den ultimative hyggedag derhjemme. Hop i matchende nattøj. Find jeres yndlingssnacks frem, og hiv alle dynerne ud på sofaen. For nu skal I sætte jer godt til rette. Inden jeres årsdag har I samlet ALLE de billeder, I har sammen og af hinanden i et galleri på computeren. Nu skal I ellers bare trykke play, og så skal I se tilbage på et venskab fuld af sjove minder. I skal nok få en god griner over alle de billeder fra diverse branderter, mærkelige selfies og skøre stunder, I har tilbragt sammen.

2 Tag på jeres tidligere stamcafé

Havde I en stamcafé, som I ALTID besøgte før i tiden? Det kan for eksempel være den lokale café i jeres barndomsby. For så er det tid til at hoppe tilbage i tiden og have endnu en hyggelig venindedate på stammeren. I vil ryge straight down memory lane, og hvor hyggeligt ville det ikke lige være? Har I ikke en tidligere stamcafé? Så find jer en ny stamcafé, der kan blive JERES sted!

3 Gensyn med jeres yndlingsserie

I har helt sikkert en serie, som I engang altid skulle se sammen, eller som I begge bare elskede og altid skulle drøfte med hinanden. Nu er det på tide at gense jeres favoritserie. Hop i slappetøjet, og binge jeres serie sammen.

4 Sov sammen

Denne her date er måske meget simpel, men hvor ofte sover du lige sammen med din bedste veninde? Ikke særlig ofte, vel? Det er lidt, som om det lidt gik i stå, da I begge flyttede hjemmefra. Men hvorfor så ikke gøre det til en tradition, at I sover sammen og har en hel dag sammen hvert år på jeres årsdag? I behøver ikke lave noget særligt, det vigtigste er bare, at I sover sammen.

5 Noget I aldrig har prøvet før

Nu er det, I skal være kreative. Hvad har I aldrig prøvet sammen før? Ølsmagning? Hoppe i trampolinpark? Stå på skøjter? I har hele verden for jeres fødder, og hvert år skal I finde på noget nyt at prøve. Måske I kan skiftes til at arrangere årsdagen, så det kun er den ene af jer, der ved, hvad I skal lave?