May Simón Lifschitz

Hverdag

May Simón Lifschitz: Lad være med at være så hård ved dig selv, alting skal nok gå op i en højere enhed

Emilia Jacobsen

Af Emilia Jacobsen Skrevet den februar 13, 2018

Hver måned snakker vi med en kvinde, vi synes er megasej og inspirerende – en vaskeægte Shero, du ved She + Hero = Shero. Altså en sand heltinde. Denne gang har vi hevet fat i den smukke, transkønnede model May Simón Lifschitz. May er en utrolig inspirerende kvinde, og det vil du i den grad bide mærke i, når du læser med her.

Barbara Moleko er Månedens Shero

 

Hvad er den bedste kvalitet, en kvinde har?

Jeg synes personligt, det er afsindigt inspirerende at mærke energien fra en kvinde, som tør være sårbar. En kvinde, der bærer sit inderste på ydersiden og lader det være med til at definere hende. Især synes jeg, det er smukt, når denne sårbarhed bliver en del af en kvindes personlighed, men udtrykkes i form af humor, ydmyghed, kreativitet eller en anden positiv energi. Så ja, det er nok kvaliteten af at kunne omdanne noget inderligt og sårbart til en styrke. Gælder i øvrigt mennesker generelt, ikke kun kvinder!

Hvilken kvinde inspirerer dig?

Så kikset at sige, men der er nok en grund til denne kliché: min mor. For mig siger det sig selv, at jeg ikke kan blive lige så inspireret af kvinder, jeg ikke kender, som jeg kan af den kvinde, der har lært mig alt. Min mor har siden jeg blev født, hjulpet mig med at finde et spirituelt fokus og at indse, at der findes noget større end det, der umiddelbart åbenbarer sig for os. Hun har lært mig, at medfølelse er det vigtigste, et menneske kan besidde, og det vil altid følge mig.

Hvornår føler du dig allersejest?

Når jeg bliver bevidst om, at jeg har gjort noget for andre, som ikke er kommet ud af en interesse for mig selv. Idet man bliver bevidst om det, kunne man argumentere for, at det er en egoistisk handling for at styrke ens selvbillede, men jeg vælger at tro på, at ikke alt i livet drejer sig om at styrke egoet. Jeg tror på, at fokusset på et større ‘vi’ frem for ‘jeg’ er vejen frem i vores lidt åndsforladte tid.

Hvad kan du bedst lide ved dig selv?

Det er nok også det, jeg hader mest omkring mig selv. Det svinger lidt, men det er, at jeg er hypersensitiv og reflekterer meget over mærkelige detaljer. Nogle gange er det til min fordel, at jeg kan navigere i de indtryk/adfærd, jeg oplever. Og nogle gange burde jeg virkelig lære at fortælle min hjerne, at den skal lukke røven for mit eget bedste, haha.

Hvilket råd vil du give dit yngre jeg?

Lad være med at være så hård ved dig selv, alting skal nok gå op i en højere enhed.

Hvad er det pinligste, du har prøvet?

Jeg er generelt ret klodset. For nogle år siden til modeugen i Berlin gik jeg et show med (noget der føltes som) en to kilo tung formation på hovedet lavet af glas iført høje stiletter. Det gik rigtig fint på catwalken. Men så snart jeg var backstage, tabte jeg “hatten”, idet jeg falder over en kjole, som rives i stykker af min stilethæl. Dette skete foran designerne, som havde brugt flere måneder på at lave kollektionen. Det var lidt en ups’er.

Hvilket råd vil du give Sheros læsere?

Hav det grineren. Sørg for at være impulsiv, nysgerrig, og giv dig selv lov til at rumme alt det, der er dig.

 

LÆS OGSÅ: Helse Matilde: Jeg synes, det er mega sexet, når en kvinde kommer ind i et rum og bare ejer det