Rikke Gøransson

Hverdag

Rikke Gøransson: Det vigtigste i livet er at blive set og elsket, for netop dem vi er på indersiden af huden

Rebeca Pons

Af Rebeca Pons Skrevet den august 11, 2017

Hver måned snakker vi med en kvinde, vi synes er megasej og inspirerende – en vaskeægte Shero, du ved She + Hero = Shero. Altså en sand heltinde. Denne måned har vi taget en snak med Rikke Gørranson, som er den smukke frontfigur for vores allesammens guilty pleasure Paradise Hotel. Men hun er meget mere end blot vært på realityprogrammet. Hvad, du måske ikke ved, er nemlig, at hun ved siden af værtsrollen er i gang med at uddanne sig som psykoterapeut. Hun er sej, skøn, omsorgsfuld og selvstændig, og så er hun hudløs ærlig.

Barbara Moleko er Månedens Shero

Hvad er den bedste kvalitet, en kvinde har? 

Det er vores empati. Empati og evnen til at kunne mentalisere specielt omkring vores medmennesker – det er vi kvinder rigtig gode til. Vi er for det meste i god kontakt med vores indre følelsesunivers, og vi er vant til at være i mange forskellige humørtilstande på meget kort tid grundet vores skiftende hormonbalance og naturlige omsorgsadfærd. Uden empati ville det være en kold, kold verden at leve i, så det må på alle måder være en af de vigtigste kvaliteter i alle mennesker.

Hvilken kvinde inspirerer dig? 

Jeg synes, at jeg bliver inspireret dagligt af forskellige kvinder og af ALLE slags. Jeg er tosset med vores storrygende, seje dronning, Sofie Lindes boblende, ærlige og livsglade person, Hella Joofs sindssyg sjove og ærlige facon. Mens jeg er fascineret af en som Angelina Jolie og hendes motivation for at redde vores verden fra sult, narcisistiske politikere, forældreløse børn og selve Moder Jord, alt imens hun er mor til, jeg ved ikke hvor mange børn, og indspiller den ene Hollywood-film efter den anden! Frida Kahlo elsker jeg for hendes autencitet, og så er der kvinderne i mit eget private liv, som fylder så meget i mit hjerte.

Hvornår føler du dig allersejest? 

Hmm… Jeg føler mig allersejest, når mine forældre fortæller mig, at de er stolte af mig. Men jeg elsker følelsen af at have presset mig selv fysisk og løbet en halvmarathon. Eller psykisk og taget imod en arbejdsopgave og holdt hovedet koldt, når jeg har været på dybt vand. For fire år siden bad jeg om at komme med på Robinsonekspeditionen. Her fik jeg stillingen som natterapporter/ VJ. Det var seks uger, hvor jeg blev sejlet ud på øerne ved solnedgang og hentet igen, når solen stod op. Her var jeg udstyret med night vision camera, pandelygte og telt. Disse seks uger ude i junglen om natten var bestemt ikke altid lige let for mig, men hold nu op, hvor følte jeg mig sej.

Hvad kan du bedst lide ved dig selv? 

At jeg aldrig giver op og er utrolig god til at omstille og indstille mig på miljøet og de mennesker, jeg er sammen med.

Hvilket råd vil du give dit yngre jeg?

Fyr du den bare af! Ej, hvis jeg kunne, ville jeg faktisk bare kramme mig selv, kigge mig selv kærligt i øjnene og smile blidt og omsorgsfuldt. Og det vil jeg til gengæld anbefale alle i verden at gøre med alle dem, man elsker. Meget tit. Jeg tror, at det vigtigste i livet er at blive set og elsket, for netop dem vi er på indersiden af huden med alle de følelser og tanker, vi rummer.

Hvad er det pinligste, du har prøvet? 

Okay, jeg kan mærke en skamfølelse rulle over mig, og i grunden kunne jeg jo bare skrive noget andet, men det hjælper, morer og inspirerer sgu ingen, hvis man ikke tør være autentisk, og helt ærligt så er det jo ingenting (kun en megastor fed elefant i mit hoved). Here it goes

En af de første gange jeg skulle være sammen med min ekskæreste hjemme hos mig, havde jeg set lidt porno og det, man nu gør til sådan noget…! Han spørger, om vi ikke skal se film, og det ville jeg da gerne. Det næste, der sker, er, at han tager min computer. Idet han åbner den, går der den vildeste stønnen i gang, og her går det op for mig, at jeg bare havde klappet computeren sammen for at få ro, da jeg jo var færdig med det pjat. Det lød så voldsomt og for at overdøve menneskedyrenes parringsskrig, skreg jeg selv højlydt og prøvede at sparke min computer i, alt imens jeg var ved at eksplodere af skam. SHIT. FUCK. LORT. AAARGH. Han var ved at brække sig af grin, og tårene trillede grinende fra mine øjne, imens jeg forgæves kæmpede om computeren med ham.

Hvilket råd vil du give Sheros læsere? 

Jeg læser til psykoterapeut, og jeg synes, det er svært at give andre råd om, hvad de skal gøre, fordi vi jo alle er forskellige. Ikke ét menneske er ens, og derfor er menneskets individuelle lykke også fuldstændig afhængig af individets erfaringer og personlige værdier. Så derfor: Lyt mest til dig selv. Du kender dig selv bedst, og ingen andre kan gøre dig lykkelig, kun dig. Vær der, hvor du er, med den du er.

Og lad være med at læse for mange skønhedsmagasiner, modemagasiner og følge supermodellers Instagram-profiler og lignende. De får dig kun til at føle dig grim, fattig og utilstrækkelig i sammenligningens urimelighed.

Mere om