Få opskriften på de lækreste Mælkesnitte-cupcakes

author
Sara Elisabeth Nedergaard

Vi ELSKER Mælkesnitter. Det kan godt være, at de måske mest bliver sat i sammenhæng med … Hmm, den yngre del af befolkningen. Men hey, voksne kan altså også godt spise Mælkesnitter! Vi har allerede prøvet at lave verdens bedste kæmpe Mælkesnitte-kage, en lækker Mælkesnitte-milkshake og en VIRKELIG god Mælkesnitte-cheesecake. Men vi er sleeet ikke færdige med Mælkesnitter. Derfor skulle vi selvfølgelig også prøve at lave Mælkesnitte-cupcakes! Få opskriften her, og server dem for dine Mælkesnitte-elskende veninder.

Læs også: 7 grunde til, at Nutella er bedre end sex

Det skal du bruge

Opskriften passer til 6 små kageforme.

  • 12 mælkesnitter
  • 3 dl fløde
  • 1 dl sukker
  • 400 gram Philadelphia

Sådan laver du dine Mælkesnitte-cupcakes

Det kan godt tage lidt tid at lave de her små, fine kager. Men det er altså virkelig det værd, for de smager bare vildt lækkert af … ja, Mælkesnitter. Og hånden på hjertet: det bedste ved Mælkesnitter ér jo bare den hvide creme i midten. Og den er der MASSER af. Mums.

Det første du skal gøre, er at skille alle Mælkesnitterne forsigtigt ad. Det er nemmest at bruge en smørkniv til det. De brune dele må gerne være hele, så du kan bruge dem til bunden.

Del Mælkesnitterne op i to skåle: En skål til den mørke del og en skål til den lyse del. Pres den mørke del ned i dine små kageforme. Du skal bruge det mørke fra cirka to mælkesnitter til hver kage.

Hæld fløde og sukker i en skål og pisk, til det er helt stift. Tilføj Philadelphia og Mælkesnittecremen og pisk lidt mere. Mælkesnittecreme er godt … MERE Mælkesnittecreme er EKSTRA godt. Og her har du pludselig en hel skål af det.

Hæld din masse i en sprøjtepose. Hvis du ikke har sådan en i køkkenet, kan du også hælde massen i en frysepose og klippe et lillebitte hul i den ene ende.

Sprøjt blandingen over de mørke Mælkesnittebunde i dine kageforme og stil dine Mælkesnitte-cupcakes på køl, til de skal spises. Sæt en lille ske i hver kage, så de nemt kan spises. Velbekomme!

Læs også: 8 madvarer, du ALDRIG må spise inden en date