mors dag

Hverdag

Mors dag: Hold mors dag for ‘moren’ i din venindegruppe

Mathilde Brandborg

Af Mathilde Brandborg Skrevet den maj 11, 2018

Vi har før snakket om rollefordelingen i venindegruppen – ja, der er ALTID hende, der er ‘moren’ i gruppen. Kort opsummeret er det hende, der altid har styr på kalenderen, sørger for at alle får vand nok og gerne holder håret, hvis du pludselig skulle blive LIDT for fuld. Hun er en ægte mor, og en ægte mor fortjener en mors dag.

Hun ved nok godt, at hun er lidt af en mor for jer allesammen – hun reagerer i hvert fald, når I kalder hende ‘mooooar’. Hun er god i sin rolle, og det fortjener hun at vide. Derfor skal I holde mors dag for hende på søndag!

Sådan gør I det til en dejlig dag

Men hvordan holder man egentligt mors dag? Er det ikke bare noget med, at man lige svinger forbi med en buket blomster? Det er jo i bund og grund det, man gør, men faktisk er mors dag en gammel amerikansk tradition, som hylder mødrene som dem, der holder sammen på familien. Og det er måske også det, moren i din venindegruppe gør for jer?

Mors dag falder altid på den anden søndag i Maj, hvilket ofte betyder, at I har fri og tid til at lave noget hyggeligt sammen. Alle hyggelige sammenkomster bør indeholde mad, så gæt, hvad denne mors dag skal indeholde? MASSER AF MAD! I kan arrangere en lækker surprisefrokost i bedste morstil. Lav en masse lækkert smørrebrød, og pynt op med blomster og mors dag pynt. Gå all-in på detaljerne, så moren i jeres venindegruppe virkelig kan fornemme jeres kærlighed.

En fejring af jeres forskelligheder

Måske har I haft episoder i jeres venindegruppe, hvor I har været uenige, og bølgerne er gået højt. Det sker i de fleste venindegrupper. Heldigvis udspringer det af, at I allesammen er forskellige, hvilket er med til at gøre jeres gruppe unik og fuld af kærlighed.

Brug denne søndag på, ikke blot at fejre moren i jeres gruppe, men også på at anerkende hinanden som de dejlige individer I er. Hyld jer selv!