Sådan bliver du bedre til at sige nej

Hvis du har det svært med at sige nej, så skal du læse med her

author
Rebeca Pons

Er du også en af dem, der lige lovlig ofte har ja-hatten på? Det lyder måske ikke dårligt, men det er ikke særlig godt for dig, hvis du aldrig kan finde ud af at sige nej og derfor ender i situationer, du egentlig ikke ønsker at være i. Derfor kommer vi dig her til undsætning. Her lærer du at sige nej.

[banner]

Vær egoistisk

Den største årsag til, at du er dårlig til at sige nej, er, at du ikke er egoistisk nok. Du tænker på andre før dig selv. Dette er selvfølgelig en rigtig god kvalitet, men hvis det betyder, at du ender med at sige ja til alt muligt, du ikke har lyst til, er det virkelig skidt. Du er dig selv nærmest, og det er kun dig selv, der kan sørge for, at du har det godt. Så hvis du gerne vil blive bedre til at sige nej, skal du starte med at øve dig på at blive mere egoistisk. Du er den vigtigste i verden, og det er derfor vigtigt, at du har det godt med de ting, du gør.

Mærk efter, inden du svarer

Årsagen til, at du så ofte får sagt ja, er, at du ikke helt får tænkt tingene igennem, inden du svarer. Har du lyst eller ej? Før du ved af det, har du fået sagt ja til noget, fordi du er taget med bukserne nede. Problemet er bare, at du allerede et sekund efter dit svar, ved, at du ikke har lyst. Hvordan kan du så lige undgå den situation? Lad være med at svare med det samme! Sig, at du er i tvivl, om du kan, så du bliver nødt til lige at kigge på det derhjemme, men at du nok skal skrive, så snart du ved det. På den måde har du noget betænkningstid og kan forvandle alle dine ja’er til nej’er. Okay, måske ikke lige alle.

Husk på, at folk nok skal forstå

Når du ikke kan sige nej, så handler det i bund og grund om, at du er bange for personens reaktion. Men du skal ikke være så urolig, folk er mere forstående, end du frygter. Så længe du kommer med årsagen til dit nej, og at du er ærlig, så skal dem omkring dig nok være forstående. Hvis det er nogle mennesker, der er tæt på dig, så ønsker de jo kun, at du føler dig godt tilpas, og at du har det godt. Og hvis folk ikke forstår, så er de jo bare idioter.

Du er en pleaser

Igen en ting, som lyder rigtig positivt, men som ikke er særlig godt for dig selv. Hvis du er en pleaser, vil du gøre alt for, at andre er glade. Det er alt sammen meget fint. Men hvis det betyder, at du gang på gang kaster dig ud i noget, der ikke gør dig glad, er det skidt. Misforstå os ikke, det betyder ikke, at du kun skal gøre ting, der gør dig selv glad. Men hvis du egentlig har lyst til at sige nej til noget, så skal du sige nej uden at få dårlig samvittighed. Det er helt okay at sige nej. Øv dig! Nej, nej, nej. Det er ikke så svært!

Du skal bare i gang med at sige nej, så på med nej-hatten!