Shero søger digital universitetspraktikant

author
Anja Bruneskjold

Drømmer du om at få foden indenfor på et af de store mediehuse? Og kan du se dig selv formidle nærværende, sjovt, vigtigt og spændende indhold til unge kvinder?

Så er det måske lige dig, vi mangler som universitetspraktikant hos Shero.

Hvem er Shero?

Shero er et medie til unge kvinder mellem 18 og 25 år. Vi producerer indhold med et glimt i øjet om alt fra Tinder-dates, pinligheder (som vi alle har prøvet), og vigtigst af alt, hvorfor kvinder skal elske sig selv, præcis som de er.

Hvad kan du forvente af stillingen?

Vi har brug for en, der, med gåpåmod, har lyst til at veksle teori til praktisk erfaring på en arbejdsplads. Vi sætter et forløb sammen, der sikrer, at du udvikler dig fagligt og får mulighed for at arbejde med forskellige projekter og typer af opgaver i løbet af din praktiktid hos os.

Du vil komme til at stifte bekendtskab med forskellige typer opgaver som idéudvikling, research, redigering, projektstyring og håndtering og udvikling af sociale medier. Og hvis det kribler i fingrene for at komme til at skrive, skal du nok få din lyst styret.

Som praktikant vil du få rig mulighed for at bringe din teoretiske viden og kreativitet i spil. Hos os er der højt til loftet og ikke langt fra tanke til handling. Undervejs i din universitetspraktik vil du løbende modtage faglig sparring med en udpeget mentor på redaktionen, hvor du også vil kunne drøfte faglige og sociale aspekter i praktikperioden. Du vil også få mulighed for en slutevaluering.

Om stillingen

Shero.dk er en del af Ekstra Bladet Nichemedier, og din arbejdsplads vil blive på vores redaktion i Politikens Hus på Rådhuspladsen i København. Praktikforløbet hos os er på 37 timer om ugen og ligger som udgangspunkt fra semesterstart i efteråret og frem til december eller januar. Det kan dog indrettes, så du efter behov har nedsat tid i perioder med eksaminer, praktikopgaveskrivning eller lignende.

Det er en betingelse for ansættelsen, at praktikopholdet er meritgivende på praktikantens videregående uddannelse.

Lyder det som noget for dig?

Så send CV og motiveret ansøgning lige her!

Har du spørgsmål til stillingen kan du kontakte Sheros ansvarshavende redaktør Mette Pabst på 31720618 eller [email protected]

Ansøgningsfrist 20. maj 2019.