VIDEO: Kæmpe Mælkesnitte-kage, du vil ELSKE

Foto/ Shutterstock

author
Emilia Jacobsen

Det kan godt være, at Mælkesnitter hørte til barndommen, men det skal altså ikke holde os tilbage fra at spise dem i dag. Hvad med dig? Er du lige så vild med Mælkesnitter, som vi er? Så bliver du i hvert fald også HELT VILD med den her Mælkesnitte-kage, der mest af alt ligner én stor Mælkesnitte. MUMS! Det er bare om at komme i gang.

Prøv også:

Det skal du bruge til din Mælkesnitte-kage

35 Mælkesnitter
1 pakke Philadelphia
0,5 deciliter flormelis
½ liter piskefløde
1 teske vaniljesukker

Sådan gør du

Kagen kan godt tage lidt tid at lave, men det er altså det værd, for du ender med en KÆMPE Mælkesnitte-kage, der smager heeeeelt vild lækkert af … ja, Mælkesnitte. Vi ved jo alle sammen godt, at den hvide creme er det bedste i Mælkesnitten, og her får du altså VIRKELIG meget creme. Mhmm.

Det første, du skal gøre, er at skille ALLE dine 35 Mælkesnitter fra hinanden. Og du skal faktisk gøre det forsigtigt, for du skal bruge alle de brune dele, gerne hele. Læg dine brune flader til side, og put den hvide creme i en skål.

Fordel nu de brune dele på en bradepande eller en kageform. Der skal ligge 16-17 hele stykker spredt ud, så de danner en forstørret Mælkesnitte. Ovenpå dem lægger du endnu et lag brune dele. Herefter har du altså stadig halvdelen af dine brune stykker tilbage. Nu skal du lave din creme.

Cremen til din Mælkesnitte-kage

Det er meget simpelt. Snup den hvide Mælkesnitte-creme, du tog fra tidligere. Tilsæt Philadelphia, flormelis og vaniljesukker, og pisk det godt sammen. Pisk fløden til en flødeskum i en anden skål. Vend stille og roligt flødeskummen i cremen. Nu har du en ordentlig portion creme, som bare skal fordeles over din brune bund.

Når cremen er smurt jævnt ud, fordeler du de resterende brune dele ovenpå. Og så sætter du din kage ind i køleskabet. Her skal den gerne stå i mindst fire timer for at sætte sig ordentligt. Glæd dig til at smage din KÆMPE Mælkesnitte-kage.

Læs også: 8 snacks fra barndommen, der stadig er guld værd i dag