VIDEO: Lækre gin og tonic-chokoladetrøfler

Her får du opskriften på den bedste dessert med gin og tonic

author
Emilia Jacobsen

Drinken gin og tonic plejer at skille vandene. Enten er du til den friske, bitre smag – eller også er du ikke … Hvis der er noget, vi kan love dig med denne opskrift på chokoladetrøfler lavet på gin og tonic, så er det, at den IKKE kommer til at skille vandene. Det er den BEDSTE dessert med gin!

Flere her på redaktionen kan nemlig slet ikke lide gin og tonic, men gæt hvad? De ELSKEDE de her chokoladetrøfler. Så skal du holde fest, eller har du bare lyst til at spice middagen op med en lækker dessert, så skal du vælge denne dessert med gin og tonic. MUMS!

Prøv også: Romkugler, du kan blive fuld af

Se i videoen nedenfor, hvordan du laver den bedste dessert med gin

https://www.facebook.com/dit.shero.ekstrabladet/videos/599428537171282/

Det skal du bruge

Antal: 20-25
400 gram mørk chokolade
50 milliliter gin
50 milliliter tonic
Saften fra en lime
Skallen fra en lime
200 milliliter piskefløde
300 gram hvid chokolade

Sådan gør du

Start med at smelte din mørke chokolade – det kan let gøres i mikroovnen eller over vandbad. Tilsæt gin, tonic, piskefløde, limesaft og limeskal til den smeltede chokolade, og rør det godt sammen til en ensartet masse. Psst! Gem lidt limeskal til senere. Sæt massen på køl i mindst to timer. Massen skal være helt stiv og kunne vendes på hovedet, når den kommer ud af køleskabet.

Mens du venter, kan du smelte din hvide chokolade. Tag så din chokolademasse ud af køleskabet, og form kugler af massen med hænderne. Det bliver noget fedtet noget, og fordi dine hænder er varme, smelter massen hurtigt. Derfor skal du ikke tage dig alt for god tid med det. Start eventuelt med halvdelen af massen først, og fortsæt så med resten bagefter.

Dyp kuglerne i din smeltede hvide chokolade, så det dækker godt, læg kuglerne på bagepapir, og drys med limeskal. Nu skal kuglerne på køl i mindst en time. Tag dem ud, når de er klar til at blive spist. Et voila! Så simpel er verdens lækreste dessert med gin og tonic.

Prøv også: Sådan laver du Oreo-trøfler