Opskrift med flødeboller

Hverdag

VIDEO: Vidunderlig cheesecake lavet på flødeboller

Emilia Jacobsen

Af Emilia Jacobsen Skrevet den maj 4, 2018

Hvem elsker ikke flødeboller? Det er virkelig en klassiker, der aldrig uddør. Og hvorfor så ikke udnytte den lækre, luftige masse og den knækkende chokolade i en lækker cheesecake? Ja tak, siger vi bare. Den her cheesecake med flødeboller smager himmelsk, så det er bare om at komme i gang.

Tjek i videoen nedenfor, hvordan du gør step by step, og find opskriften under videoen.

 

Det skal du bruge til 12 minicheesecakes

24 flødeboller
1 pakke vaniljevafler
100 gram smør
300 g. Philadelphiaost
12 muffinforme

Sådan gør du

Du starter med at skære bundene af flødebollerne. Bundene kommes i en skål, mens resten kommer i en anden. Så snupper du bundene og tilføjer vaniljevaflerne hertil. Knus nu bundene og vaflerne enten ved manuelt at hakke dem med en ske eller ved at blende dem. Vaffelmassen skal være smulder, men der må godt være nogle chunky stykker i også.

Smelt smørret, og rør det sammen med vaffelmassen. Når massen er blevet let klistret, putter du en god skefuld i hver muffinform. Pres vaffelmassen med bagsiden af en ske, så der bliver skabt en fast bund i hver muffinform. Sæt dem på køl, mens du laver ostemassen.

Pisk Philadelphia og flødebolletoppene sammen med en elpisker i et par minutter. Kom så nogle skefulde af din ostemasse ovenpå dine bunde, og sæt dem på køl i 4-6 timer. Nu er der bare tilbage at NYDE DEM!

Prøv også vores lækre cheesecake med mælkesnitter eller hvad med cheesecake med Daim?