9 tegn på, at du er i et usundt forhold

9 tegn, der kan indikere, at du er i et usundt forhold

author
Mathilde Brandborg

I starten er alt godt og rosenrødt. Du har ondt i kinderne af at smile så meget, og hvis nogle spørger dig, hvordan det går, kan du svare med hundrede procent ærlighed, at alting går fantastisk. Det her kommer til at vare for evigt, tænker du. Der er ingen indikatorer på et usundt forhold.

I de fleste forhold opstår der konflikter. Det er meget naturligt, at man ikke altid er enige om alting, og det betyder ikke nødvendigvis, at du er i et usundt forhold. Men – for der ER et men.

Du bør til en hver tid holde øje med, hvordan forholdet udvikler sig. Det er selvfølgelig ikke sådan, at du skal gå og mistænkeliggøre ham og analysere alt, men mærk efter i dig selv, og tjek disse ni tegn.

1 Han kontrollerer dig, men gør det på en venlig måde

Det er er aldrig godt at kontrollere sin kæreste. Af og til kommer vi til det, men som udgangspunkt er det en meget dårlig idé og et faresignal. Hvis han på en venlig måde forsøger at kontrollere dig, så vær opmærksom. Det er ofte en rigtig nem måde, hvorpå han kan manipulere med dig. Det virker jo, som om han er sød og god, men i virkeligheden leder han efter dine svage punkter, så han kan holde dig ‘nede’.

2 Han bebrejder dig for dine følelser

Hver eneste gang du er ked af det eller frustreret, er det din egen skyld. Sådan fremstiller han det i hvert fald. Enten er du for sensitiv eller har for høje forventninger. Hvis noget går galt i dit liv, så er det også bare noget, du skal ‘komme dig over’ i følge ham. Han vender altid dine følelser imod dig og bebrejder dig for at have dem.

3 Han har brug for dig HELE tiden

Han holder dig nærmest som fange i jeres forhold. Han fremstiller sig selv som en ustabil og såret person, og han truer med at tage livet af sig, hvis du forlader ham. DET er et usundt forhold at være i. Husk, at selvom det er vigtigt at rumme hinandens følelser, som nævnt ovenfor, er vi også selv ansvarlige for at have det godt.

4 Han har højere forventninger til dig end omvendt

Er der en eller anden form for usagt forventning om, at du skal være hjemme hele tiden? Eller at du skal komme lige hjem efter skole eller arbejde? Men samtidig er forventningen ikke gensidig fra hans side, fordi der på mystisk vis gælder nogle andre regler for ham? At have forskellige forventninger til hinanden behøver ikke at være en dårlig ting, men hvis de fungerer på en måde, hvor det giver en skævhed og bliver en måde for ham at anvende magt på, så er det et usundt forhold.

5 Han forsøger langsomt at ændre på dig

Dette er et meget typisk tegn på manipulation. Hvis du pludselig finder dig selv i en situation, hvor alle dine yndlingsoutfits er pakket væk, og hvor din makeup er blevet alt for diskret og kedelig i forhold til førhen, så tænk lige en ekstra gang. Har han givet udtryk for, at han bedre kunne lide dig på den måde? Har du ubevidst lyttet til ham og føjet dig? Måske har han bildt dig ind, at det var bedst for dig at gøre eller se ud på den måde, men i virkeligheden er det et tydeligt tegn på manipulation. …Han blev jo trods alt kæreste med dig, dengang du selv valgte, hvordan du så ud, ikke?

6 Han har en meget dårlig historie med samtlige ekskærester og venner

Det lugter langt væk af drama, hvis han har formådet at lave SÅ meget rod i sine tidligere forhold. Det er selvfølgelig meget naturligt ikke at være besties med sin eks, men hvis han er typen, der snakker dårligt om alle sine ekskærester og tidligere venner, så siger det måske mere om ham, end det gør om dem.

7 Han støtter ikke op om dine mål i livet

Du skal være opmærksom på, om han er kritisk over for alle dine mål. Det er okay at være ærlig og erklære sin uenighed. Men læg mærke til, om det er en ting, han udøver gentagende gange. Hvis han aldrig støtter op om de mål, du sætter for dig selv, så prøver han muligvis at kontrollere dig. I et sundt forhold vil man forsøge at bakke op om hinandens beslutninger.

8 Han har svært ved at styre sin vrede

Selvom han ikke nødvendigvis er vred på dig, så oplever du hans vrede meget tæt på, fordi han har svært ved at styre den. Her skal du være MEGET opmærksom. Det kan godt være, at han ikke er vred på dig, men det kommer måske på et tidspunkt. Personer, der har svært ved at styre deres temperament, kan være virkelig farlige at omgås. Pas på dig selv.

9 Han holder din kærlighed ’til fange’

Kærlighed er ikke det eneste, det kræver, hvis du skal have et godt forhold. Kærlighed er nemlig ikke nødvendigvis vejen til endegyldig lykke. Det kan nok gøre mange gode ting, men det kan også gøre dig meget ondt, hvis det fører dig et forkert sted hen. Det kan drive dig ud i forfærdelige situationer og følelser, hvis du lader den forkerte komme for tæt på. Husk på, at kærlighed uden respekt og tiltro kan lede til et meget usundt forhold.

Har du en veninde, du mistænker for at være i et usundt forhold? Så læs om, hvordan du kan blande dig i det på en ordentlig måde.

Kilde: bustle.com