Bor du sammen med din kæreste? Sådan bevarer I gnisten

Følg rådene her, hvis I vil bevare gnisten

author
Rebeca Pons

Der kan hurtigt gå hverdag i den, når du bor sammen med kæresten. Det er jo også fint nok, så længe det ikke tager overhånd. Jo mere gnist, jo færre diskussioner i hverdagen, så hvorfor ikke følge vores råd nedenfor, så I kan bevare gnisten…

Lav aftaler

I ses jo i princippet hver dag, fordi I bor sammen, men for at det ikke bliver for kedeligt, skal I huske at planlægge kærestedates. Det behøver ikke at være vildt, men noget så enkelt som en biotur eller en gåtur hånd-i-hånd i parken. Det giver noget positivt og en gnist til forholdet, når I bruger tid sammen uden for hjemmets trygge rammer.

Drop roommatedrama

Der findes ikke noget mere usexet end at skændes over opvasken og vasketøjet. Kommunikation er kodeordet. Tal med hinanden om tingene, før det udvikler sig til skænderier. Vi har ikke hørt om nogle kærestepar, der er fuldstændig ens, når det gælder rengøring og trang til oprydning. Så tal sammen, så I kan finde jeres måde at gøre det på – uden at der er en, der bliver vanvittig. Respekter hinandens forskelligheder.

Ingen elektronik i sengen

En bog er okay, men prøv at holde elektronik uden for sengen. Sengen er til for at have sex i og ja, til at sove i selvfølgelig. Lad soveværelset forblive intimt og ikke et sted, hvor I kører fastfood ned, mens I ser Netflix.

Gør pligter sjove

Sæt høj musik på, når I vasker op, dans, mens I gør rent, tal om interessante feriedestinationer, når I vasker tøj. Med andre ord: Få det bedste ud af livets små, sure pligter.

De små ting

En lille sjov gave, morgenmad på sengen, en sød besked – der skal virkelig ikke meget til for at overraske hinanden. Bliv ved med at minde hinanden om, at det er jer to for evigt, og hvorfor I faldt for hinanden.