Utroskab

Kærlighed

Derfor er mænd utro

Mathilde Brandborg

Af Mathilde Brandborg Skrevet den januar 12, 2018

Det gør så pisse nas. Lidt som at være en tallerken på et bord, hvor dugen pludselig bliver flået væk under dig, og du ligger som purøse stykker porcelæn på et hårdt underlag. Utroskab. Det har en grim klang. Det ER grimt. Det tager lang tid at komme over, og det giver anledning til en masse tvivl hos den forurettede partner. Hvis du har oplevet utroskab fra en kæreste, har du sikkert siddet tilbage fyldt med spørgsmål.

Er jeg ikke god nok? Elsker han mig ikke? Er han forelsket i hende? Havde han planlagt det? Tænkte han slet ikke på mig? Vidste hun, at han havde en kæreste? Du ønsker at finde svar – du ønsker at vide HVORFOR.

Det virker som et simpelt spørgsmål, men det er ikke let at få svar på. I sidste uge skrev jeg en artikel, som handlede om hvorfor mænd går fra kvinder. Konklusionen på den var, at det i mange tilfælde handler om mændene selv. De har en tendens til at holde deres tanker for sig selv. Det handler altså i høj grad om deres egne behov og bekymringer. Det samme gør sig rent faktisk gældende, når vi snakker om utroskab.

Mænd er impulsive

Hvis man spørger mænd, hvorfor de var utro, så vil svaret i de fleste tilfælde være, at det var, fordi pigen var tiltrækkende. Lyder det stenalderagtigt? JA! Men et eller andet sted er det måske en lettelse. Det er nemlig IKKE din skyld. Det er hverken, fordi du er et kedeligt menneske, eller fordi han prøver at straffe dig. Det er, fordi han er en impulsstyret hulemand, der ikke tænker over konsekvenserne for hans handlinger. Hans utroskab har ikke noget at gøre med, at du ikke er tiltrækkende eller god nok. Han faldt bare over en lakrids, selvom han allerede havde en vingummi i munden.

Jeg havde engang en kæreste, der var mig utro. Set i bakspejlet skulle jeg være gået fra ham, da jeg fandt ud af det. Han nægtede at indrømme det, selvom jeg havde det på fornemmelsen. Måden, jeg fandt ud af det på, var ved, at hende, han havde været mig utro med, skrev til mig. Det var ikke en undskyldende besked, men derimod en form for hævn. Det var hårdt for mit dengang skrøbelige teenagesind. Jeg brugte meget, meget, MEGET lang tid på at forstå årsagen. I dag ved jeg, at det nok ikke havde en skid med mig at gøre. Han var simpelthen bare fuld og dum.

Du er ikke den eneste

Det er rigtig ærgerligt, at noget så egoistisk som utroskab skal påvirke offerets selvværd så meget. At utroskab bunder i egoistiske behov, lyder jo også en anelse vanvittigt. Det har ofte splittet forhold ad, da det er de færreste, der evner at kunne tilgive den slags, forståeligt nok! Mens mange mænd er deres kærester utro gang på gang, er der også en del mænd, som lærer af episoden efterfølgende. Rigtigt mange mænd fortryder deres utroskab, og det bliver siddende i dem længe. I nogle tilfælde vælger mænd at gå fra deres kærester efter utroskab, fordi de ikke kan se sig selv i øjnene efterfølgende. For offeret kan det virke som endnu et smack in the face, men her er det virkelig vigtigt at huske, at han går fra dig af respekt for dig.

Men hvad fanden skal du så stille op nu? Dit hjerte er lige blevet flået ud, stegt og blendet til puré med en stavblender. Der er rimelig mange stykker, der skal limes sammen igen. Her skal du huske, at du ikke er alene! Brug dine veninder – der er sikkert en af dem, der har været ude for noget lignende. Hvis ikke, så brug deres veninder. Stort set alle har haft det tæt inde på livet.

Der er med stor sandsynlighed en veninde, som rent faktisk selv har været utro. Piger dyrker det jo selvfølgelig også, selvom det statistisk set er mænd, der er de største syndere. Selvom det virker håbløst, og du får lyst til at kaste brosten i nosserne på alle mænd, så husk, at der findes nogen derude, som har en ren ‘utroskabsattest’. Sådan en mand fortjener du, for du er en snack, og du fortjener champagne til morgenmad hver dag. Girl you rock the world! 

LÆS OGSÅ: 3 spørgsmål, du burde stille ham, hvis din kæreste har været utro

Mere om