Det betyder det for jeres forhold, hvis I har hinandens kodeord

Det kan både have negative og positive effekter at have kærestens kodeord

author
Emilia Jacobsen

Deler du også diverse kodeord og login med din kæreste og omvendt? Eller holder I jer lidt tilbage med det? Det kan faktisk have ret stor betydning for jeres forhold, om du har kærestens kodeord eller ej. Men er det så godt eller dårligt for jer? Lad os tage en snak om det.

Læs også: 10 mest almindelige årsager til, at folk slår op

Er kendskab til kærestens kodeord lig med tillid?

Rigtig mange forbinder det at have adgang til eksempelvis hinandens Facebook og telefon med tillid. Det handler ofte om, at du hurtigt kommer til at overanalysere situationer. Hvis du ikke må få adgang til kærestens kodeord, tænker du måske automatisk, at din kæreste har noget at skjule. Men det er altså ikke altid sådan, det fungerer. Der ER jo trods alt noget, der hedder privatliv, og det er ikke særlig rart at være foruden det.
Prøv at vende den om, og tænk på, hvor rart det er for dig at have nogle ting helt for dig selv. Det har jo ikke nødvendigvis noget med hemmeligheder eller skjulte ting at gøre, vel? Derfor er det vigtigt, at du ikke altid tager det ilde op, hvis din kæreste nægter at give sine kodeord ud.

Omvendt er det selvfølgelig også vigtigt, at din kæreste ikke går og har tarvelige hemmeligheder for dig. Så det gælder faktisk om at vurdere situationen i sammenhæng med alle andre situationer. Må du eksempelvis ALDRIG se på telefonen? Altså prøver din kæreste bevidst at holde den væk fra dig, når han skriver, er på Facebook eller lignende? Så kan det være en god idé at tage en snak med ham om, hvad grunden egentlig er til det. Antag aldrig noget på forhånd. Vær hellere åben, og snak om tingene – det er den allerbedste løsning på ALT!

Læs også: 4 grunde til, at mænd trækker sig fra et godt forhold

Pas på med at dele FOR meget

Det kan sagtens have positive effekter at få kærestens kodeord og omvendt, men det KAN altså også have en negativ effekt. Det gælder faktisk om at vurdere, hvor meget I stoler på hinanden, INDEN I deler kodeord med hinanden. Hvor længe har I været sammen? Har din kæreste vist dig andre tillidsfulde sider? Hvad er grunden egentlig til, at I skal have hinandens koder? Alle disse spørgsmål kan være en rigtig god idé lige at stille sig selv, inden I tager springet og lader alt være åbent for hinanden.

En undersøgelse lavet af Kaspersky Lab viser faktisk, at over halvdelen af de 18.000 adspurgte kærestepar i undersøgelsen deler deres kodeord med hinanden. Men heraf er der altså EN TREDJEDEL, der bruger koderne til at snage i hinandens sager! Og det fører bare rigtig ofte til diskussioner og skænderier i forholdet. Æv. Det er jo slet ikke meningen, at det skal være sådan. Tillid og jalousi ER svære temaer i et forhold, men det er også noget, der hører med, og som man bliver nødt til at forholde sig til. Derfor er det altså helt vildt individuelt, HVOR godt eller dårligt det faktisk er at have hinandens forskellige kodeord.

Læs også: Derfor skal du stoppe med at sammenligne andres forhold med dit eget