Hvad er definitionen på perfekt kærlighed? Og har du prøvet den?

author
Mathilde Brandborg

Perfekt kærlighed. Det må være, når alt er lykkeligt, og du ikke kan holde dit smil tilbage. Når din kæreste fortæller dig alt det, du gerne vil høre – du har nået livets klimaks. Men hvad er egentlig livets ultimative klimaks? Findes det overhovedet?

Vi søger konstant efter muligheder, der kan forbedre vores tilværelse – gøre den perfekt. Det er meget oppe i tiden det her med at være perfekt. Du skal være perfekt i skolen, på jobbet, i køkkenet, i sengen og i dit parforhold. Men vi har glemt at spørge os selv, hvad definitionen på perfekthed egentlig er. Vi antager, at dem der larmer mest på de sociale medier, må have en perfekt tilværelse. Men vi bør ikke lade dem bestemme for os.

Du står over for et hav af valg hver eneste dag. Hvad vil du have til morgenmad? Hvad for et outfit vil du have på? Hvem skal have den første snap? Hvad for et filter skal der på? Hvilken typografi skal du skrive med? Hvor mange vil du følge på Instagram? Hvordan skal dit billede beskæres? Hvad vil du se i dit feed? Hvilken slags toiletpapir vil du tørre dig selv med? Hvad farve skal den pincet, du plukker øjenbryn med have? Hvor skal du spise frokost? Hvad tid skal du træne?

Hvor perfekt kærlighed befinder sig

Alle de valg vi dagligt skal træffe, gør os forvirrede. Det kunne være nemmere, hvis der var nogle skræddersyede løsninger for os – så kunne vi spare energien og bruge den på dét, der virkelig betyder noget. Nemlig at finde perfekt kærlighed. Men hvor? På Tinder? I byen? På caféen? Tilfældigt på gaden? Det er nemt at sortere fra, men langt sværere at vælge til, når det kommer til kærlighed.

Når du så endelig befinder dig i det længe søgte forhold, hvor alt synes at være helt perfekt, er det, som om overfladen så småt begynder at sprække. Du oplever, at han gør nogle ting, som irriterer dig. Han glemmer måske at spørge dig, hvordan din dag har været eller også køber han en fødselsdagsgave til dig, du slet ikke bryder dig om. Han bruger for meget tid med vennerne og hans bukser er grimme. Der kan være rigtig mange ting, du pludselig begynder at se, som du ikke så i starten. Du spørger dig selv, om du virkelig kan leve med alle hans ‘fejl’. Hvad nu, hvis der findes noget bedre derude?

LÆS OGSÅ: Derfor kan du have svært ved at finde en kæreste

Hvis der findes en perfekt partner til dig, kan du ikke rende rundt og spilde tiden

Det er ikke ualmindeligt at komme til at tænke sådan. Vi vil jo gerne opnå det bedste af det bedste i vores tid her på jorden. Men hvad nu, hvis perfekt kærlighed slet ikke findes? Hvad hvis kærlighed i virkeligheden handler om kompromiser og en gensidig lyst til at løfte livets byrder sammen? Der er en forestilling om, at et godt parforhold skal være problemfrit og lige til – men findes der rent faktisk eksempler på, at det kan lade sig gøre?

Vi forbinder det at skændes med noget dårligt. Vi ønsker at undgå konflikter, for de må være tegn på en fejl i vores relationer til hinanden. Men i virkeligheden behøver det slet ikke at forholde sig sådan. Det kan faktisk være sundt at skændes. Det presser os ud af vores comfort zone og tvinger os til at tage stilling. I sidste ende, oftest, når vi igen er faldet ned fra raseriet, får det os til at reflektere. Det gør os klogere.

Så næste gang du tager dig selv i at betvivle kærligheden, så mind dig selv om, at perfekt kærlighed er en illusion. Den har ikke en opskrift eller en korrekt beskrivelse. Den er relativ – altså afhænger den af, hvem, hvad og hvor. Hvis det gælder om at ende livet lykkeligt, så tænk over, om du er i stand til det med de ressourcer, du har. Hvad skal der til for at gøre dig lykkelig? Er det likes? Er det penge? Eller er det en indre ro og tilfredshed? Og er kærligheden til en partner overhoved en brik i det perfekte puslespil – eller er kærligheden til dig selv i bund og grund det afgørende?