Hvad er dit kærlighedssprog? Og hvad betyder det?

Der findes fem forskellige kærlighedssprog

author
Mathilde Brandborg

Det siges, at vi kan have et ud af fem mulige kærlighedssprog. Det kan også være, at du har et primært OG et sekundært kærlighedssprog. Hvad fanden er et kærlighedssprog, tænker du så. Lyder det lige lovlig hippieagtigt måske?

Faktisk giver kærlighedssprog rigtig god mening. Det kan være med til at optimere dit forhold og gøre dig bevidst om, hvad du kan gøre for at få og give anderkendelse.

Kærlighedssprog handler om, hvornår du føler dig elsket. Vi har allesammen forskellige måder at vise kærlighed på, ligesom vi også har forskellige måder at værdsætte vores elskede på. Af og til sker det, at vi misforstår hinanden. Du bliver irriteret over, at din kæreste aldrig køber gaver til dig, eller at han ikke roser dig nok, når du har gjort noget godt.

Du kommer automatisk til at fokusere på de ting, han ikke gør. Du forstår ikke, hvorfor han er sådan, når du nu er god til at købe gaver til ham samt rose ham i de rette situationer. Her er det supervigtigt, at du husker, at I ikke er ens. Det kan sagtens være, at du elsker at få gaver, men det er ikke sikkert, at han gør det. Jeg har virkelig tit i mine forhold taget mig selv i at tænke: “Helt ærligt, det gør jeg ALTID for ham, hvorfor gør han det ikke for mig?” eller “Det ville jeg ALDRIG sige, hvis det var omvendt”… Men, nu ER det jo heller ikke omvendt.

Vores kærlighedsbarometer slår ud på forskellige ting, og det er en rigtig vigtig del af at være i et forhold. Tricket i et hvert forhold er at finde ud af, hvad din kærestes kærlighedssprog er. Det er også en rigtigt god idé, hvis du kender dit eget.

De fem kærlighedssprog

Anderkendende ord/ros

Du har brug for at blive fortalt, at du er fantastisk. Ord betyder meget for dig, og du skal anderkendes verbalt. Det er altså ikke nok at få et kys og en krammer. Fordi ord har så stor betydning, kan de også påvirke dig negativt, hvis du eksempelvis bliver kritiseret. Ord har det med at ramme dig ret hårdt. Hvis din kærestes kærlighedssprog er anderkendende ord/ros, skal du være opmærksom på at få fortalt ham, hvor glad du er for ham.

Tid til hinanden

Det er ikke så vigtigt, hvad I laver sammen, så længe I ER sammen. Tiden med din kæreste betyder alt for dig. Det kan ramme dig rigtig hårdt, hvis din kæreste ikke er nærværende i dit selskab. Hvis han kigger på telefonen, når du taler til ham, bliver du virkelig ked af det. Det kan også være, at du oplever, at han afbryder dig, og det sårer dig. Et godt tip, hvis dette er din kærestes kærlighedssprog, er at bevare øjenkontakten med ham, når I taler.

At modtage gaver

Det lyder måske lidt grådigt, men det er det slet ikke. For dig er gaver nemlig meget mere end et objekt. En gave er et fysisk symbol for anderkendelse og omtanke. Det behøver ikke være noget dyrt, det kan sagtens være en lille ting, men det vigtigste er, at du får en form for gave. Gælder dette din kæreste, så sørg for at give ham gaver. Husk, at det er tanken bag gaven, der er det afgørende her.

Tjenester

Handling, handling, handling! Du bliver lykkelig, når han hjælper dig. Det kan være, at han har hængt dine billeder op på væggen. Måske har han skiftet den sikring, du ikke selv turde pille ved. Hvis han ikke overholder en aftale eller glemmer at købe den pose slik med, som du bad om, så bliver du meget påvirket af det. Husk at værdsætte din kærestes handlinger, hvis hans kærlighedssprog er tjenester. Fortæl ham, at det gør dig glad, når han hjælper med at lave mad. Du kan gøre gengæld ved eksempelvis at vaske hans tøj eller gå med hans hund.

Fysisk berøring

Kender du de der mennesker, som bare gerne vil kramme dig? Måske synes du selv, at det at få et kram, er det bedste i verden. Du vil gerne være tæt på din kæreste hele tiden. Du har brug for kys og for at holde ham i hånden. Når I skal sove, bliver du ked af det, hvis han ikke vil ligge i ske. Du bliver så lykkelig, når han nusser dig i håret. Faktisk er det bedre, end når han fortæller, at han elsker dig. Hvis det er den anden vej rundt, så sørg for at give din kæreste kram og kys.

Hvis du mangler lidt tips til at flirte med din kæreste, så læs mere her.

Kilde: Bevidsthed.org