blande sig i sin venindes forhold

Kærlighed

I disse situationer er det okay at blande sig i sin venindes forhold

Mathilde Brandborg

Af Mathilde Brandborg Skrevet den februar 8, 2018

Må man blande sig i sin venindes forhold? Din veninde finder gang på gang sammen med denne her fyr, som på ingen måde er god for hende. Han er totalt dominerende, og han tager hende for givet. Sådan ser det i hvert fald ud i dine øjne. Du har svært ved at forstå, hvorfor hun bliver ved med at kaste sig tilbage i armene på ham, når nu hun fortæller dig om, hvor streng han kan være. Det lyder, som om at alting foregår på hans præmisser, og hun følger i stilhed trop. Du oplever i højere grad, at du ikke kan lide din venindes kæreste, fordi du hører så meget dårligt om ham. Her skal du være opmærksom.

Der kan tit være situationer, hvor man har lyst til at blande sig i sin venindes forhold. Det kan næsten virke helt pinagtigt ikke at gøre noget, hvis man synes, at der er et problem.

Det føles ofte ubærligt at skulle trøste sin veninde igen og igen, uden at kunne ændre på omstændighederne. Det sker, at vi kommenterer på vores veninders forhold. Det er også i orden – til en vis grad. Vi er jo omsorgsfulde væsner, der helst vil vores nærmeste det godt. Det er bare rigtig vigtigt at huske på, at det i bund og grund kun er de to mennesker i parforholdet, som ved hvad der sker deri. Der er en hårfin balance imellem, hvonår du som veninde blander dig for meget og for lidt.

Vold

Hvis der er én situation, hvor man skal blande sig i sin venindes forhold, så er det, hvis det er voldeligt. Lige for tiden er der stort fokus på psykisk vold, hvilket bestemt tæller ligeså meget som fysisk vold. Oplever du, at din venindes kæreste kører hende ned ved at tale grimt til hende, så er det på tide at gribe ind. Psykisk vold sætter dybe spor i mennesker, og det er derfor din pligt som veninde at handle på sådan et problem. Det samme gælder naturligvis ved fysisk vold – det skal der naturligvis gribes ind overfor, og hvis du ved at det foregår, så skal du blande dig.

Løgne

Har du fundet ud af, at din venindes kæreste lyver for din veninde, så skal du tænke dig godt om, inden du blander dig. Det kommer rigtigt meget an på, hvilken løgn der er tale om, når du skal afgøre om der er grund til at blande sig. Kan det få alvorlige konsekvenser for hendes livssituation i fremtiden, så skal du måske genoverveje at blande dig. Hvis du eksempelvis finder ud af, at han har taget et kæmpe lån i hendes navn, så må du bryde ind og fortælle hende om det. Det samme gælder, hvis du har fundet ud af, at han har en kønssygdom, som kan have konsekvenser for hendes fremtid eller fertilitet. Her er det også i orden at blande sig.

Utroskab

Denne her er nok mere omdiskuteret. Det kan godt være, at du gerne ville vide, hvis din kæreste havde været dig utro, men husk lige, at det ikke er sikkert, at det samme gælder for din veninde. Utroskab bringer et hav af følelser frem hos folk, og i nogle tilfælde er det en god idé ikke at blande sig i en sådan situation. Du ved som sagt aldrig, hvad der foregår bag de lukkede døre, og hvad nu hvis det faktisk viser sig, at de har en aftale om, at han må være sammen med andre, men du blot ikke kender til denne aftale? Pas på at tro, at du gør din veninde en tjeneste.

Det kommer selvfølgelig også rigtigt meget an på, hvor godt du kender din veninde. Det handler vel i bund og grund også meget om mavefornemmelser. Har du kendt hende hele dit liv, og netop fundet ud af, at hendes kæreste har været hende utro, så kan det godt være, at du skal fortælle hende om det. Hun vil i hvert fald nok hellere høre det fra dig, end fra en tilfældig anden.

Det handler altså rigtigt meget om, hvor tætte man er, når man skal afgøre, om man skal blande sig i sin venindes forhold. Derudover, handler det selvfølgelig om at reagere når man ser noget strafbart som for eksempel vold.