Jalousi i dit forhold: Sådan håndterer du det

Foto/ Shutterstock

author
Mathilde Brandborg

Intet kan være mere dræbende, end når der opstår jalousi i dit forhold. Dette gælder, uanset om det er dig selv, der er jaloux – eller din kæreste. Det er vigtigt at huske, at jalousi til en hvis grad kan være sundt. Du ønsker jo din kærestes opmærksomhed og anerkendelse – det er vel en del af et hvert forhold. Desuden sker det, at jalousi i dit forhold kan være berettiget. Hvis du blot ignorerer din jalousi, ender du med at have svært ved at sætte grænser, hvilket kan lede til, at du til sidst eksploderer i vrede.

Du kender sikkert følelsen af at være jaloux. Det er noget, der ligger i os alle, og som, når det kommer til udtryk, ofte sker på en ukontrolleret måde.

Jalousi i dit forhold kan være svært at komme af med. Det leder ofte til en længerevarende konflikt mellem parterne. Nogle har i større grad hang til at føle jalousi, hvilket kan være hårdt for både den kæreste, det går ud over, men også for vedkommende selv. Jalousi er ofte en følelse, man ikke vil stå ved, men er samtidigt svær at skjule. Så hvordan håndterer man det, hvis man føler sig jaloux?

Usikkerhed er roden til jalousi i dit forhold

Jalousi udspringer af usikkerhed. Det kan være, at du føler dig truet på din kvindelighed, fordi din kærestes veninde har større læber end dig, eller fordi hun går i noget tøj, som virker mere udfordrende. Du tænker, at hun er en trussel for dig, fordi du spejler dig i hende. Du glemmer måske helt, at I ikke er den samme person og slet ikke repræsenterer det samme over for din kæreste.

Nogle oplever, at de slet ikke kan beherske deres jaloux opførsel, og her opstår der et problem. Det bliver giftigt, så snart det overtager fornuften, og bliver besættende for den part, som oplever følelsen i sig selv.

Når kæresten er jaloux

Hvis din kæreste er jaloux på en måde, der virker usund, så er der et par ting, du kan gøre. Først og fremmest kan du forsøge at imødekomme den usikkerhed, han oplever. Giv ham ekstra anerkendelse og omsorg – det hjælper! Lad din telefon ligge fremme og åben, så du signalerer, at du ikke skjuler noget for ham. Spørg ham på en positiv måde, om der er noget, der går ham på. Det er vigtigt IKKE at være anklagende. Husk, at jalousien bunder i usikkerhed, og det kan der være en del skam forbundet med.

Når du er jaloux

Hvis du er roden til den opståede jalousi i dit forhold, så er det tid til at zoome ud og observere dig selv og situationen. Prøv at overveje, om du har en reel grund til at føle dig jaloux. Er din kæreste meget flirtende? Har han løjet for dig? Giver han dig ikke nok anerkendelse? Disse årsager kan med god grund gøre dig jaloux, og her bør du inddrage din kæreste i dine tanker. Hvis ikke du gør ham opmærksom på din jalousi, kan det være enormt svært for ham at vide, hvad der foregår. Det er slet ikke sikkert, at han er klar over, hvordan du opfatter hans adfærd.

Er der i stedet tale om en helt irrationel form for jalousi, altså at du er mistroisk, selvom din kæreste aldrig reelt har gjort noget for at tricke det, så er det vigtigt, at du arbejder med dig selv først og fremmest. Hvordan har dit selvværd det? Føler du dig utilstrækkelig? Det er ofte kernen i jalousien. Når du har fundet ud af, hvad det er, der føles forkert indeni dig, så italesæt det for din kæreste, så I kan få en sund dialog omkring det.

Kommunikation vinder altid

I bund og grund er det vigtigt, at I får en dialog op at køre, når der opstår jalousi. Husk, at det mange gange er irrationelt og derfor kan slukkes, hvis I bruger tid på at snakke om det. En god kommunikation er vejen frem til et sundt forhold!

Kilder: netdoktor.dk og bedvidsthed.org