at date til at være kærester

Kærlighed

Sådan går du fra at date til at være kærester

Mathilde Brandborg

Af Mathilde Brandborg Skrevet den maj 11, 2018

Det kan for nogle føles lidt kikset at skulle italesætte dét at gå fra at date til at være kærester. Altså, forstil dig lige scenariet: Du står der i Superbrugsen med en frysepizza under armen og en pose osterejer i modsatte hånd. Din fyr kommer gående imod dig med en ordenlig pakke toiletpapir og en sixpack. I skal bare have en chilleren hyggeaften i hinandens selskab. Udefra kan man sagtens se, at I nok ikke lige er på jeres første date. Men I ved begge to også, at I bestemt heller ikke har sat titel på det arrangement, I har kørende.

Det hele bliver en anelse anspændt, da den 57-årige, gråhårede kassedame spørger dig, om din kæreste har en femmer, så du kan få en hundredekronseddel i byttepenge. Det første, du slynger ud er: “Han er faktisk ikke min kæreste!” Hvortil ‘din fyr’ kigger lidt akavet på dig og så på kassedamen og så på dig igen.

…Gåturen hjem fra Superbrugsen bliver lang og smertefuld, hvad skal der nu ske?

Fra at date til at være kærester

Det er helt klart, at I er mere end bare et Tinder hook-up. Altså, hvem fanden køber frysepizza og toiletpapir på samme bon på deres første Tinderdate? (Desværre alt for få.) Men er I klar til at gå fra at date til at være kærester? Er det ikke lidt voldsomt?

Det kan virke skræmmende pludselig at skulle befinde sig i et etableret og officielt forhold. Omvendt kan det også være noget, du har et stort ønske om, fordi du finder tryghed i det. Det afhænger nok meget af, hvem du er, og ikke mindst, hvem din fyr er. Uanset hvad må det ske på et tidspunkt… Når altså I begge to er klar.

Hvordan man gør

Hvis du føler dig sikker på, at han skal være din kæreste, men usikker på, om han er enig, så forsøg at sende et hint til ham. Det kan du eksempelvis gøre ved at fortælle ham, at du føler dig tryg i hans selskab og nyder at tilbringe tid med ham. Det er en måde at bekræfte ham i, at han får dig til at føle dig godt tilpas. Læg mærke til, hvordan han responderer på det. Bliver han glad og gengælder dine ord? Eller virker han presset og perpleks?

Hvis du kan fornemme på ham, at han bliver glad for dine rosende ord, så kan det være, at han også er klar til, at du giver ham en gave. Det behøver måske ikke at være en ny Tesla, men bare noget, der har en værdi for jeres forhold til hinanden. Har han et flot skæg, du faldt for, da du mødte ham? Så køb en lækker skægolie til ham for at minde ham om, at det er en feature, du elsker ved ham. Læg mærke til, om han gengælder dine kærlighedshandlinger.

Hvis han gør det, og du føler dig helt sikker på, at I vil det samme, så prøv at omtale ham som din kæreste, imens han hører det. Åh åååh, det ER lidt scary, men han bliver sikkert mega stolt og glad! På den måde sker det hele lidt mere naturligt, og I slipper for den der akavede ‘skal-vi-være-kærester-ja-nej-måske’-samtale.