Sådan ved du, om du er halvvejs utro

author
Mathilde Brandborg

Utroskab er for nogle let at definere, mens det for andre kan virke diffust. Grænsen for hvornår du er utro, kan altså afhænge meget af dine egne principper, men naturligvis også af din partners. At være halvvejs utro kan betyde mange ting. Men det er vigtigt, at du er klar over, om du er det.

Alle har en forskellig tolerance i forhold til, hvornår de opfatter deres partner eller dem selv som utro. Imens det for nogle kun hedder utroskab, hvis det involverer et faktisk samleje, kan det for andre være defineret ved et enkelt blik eller en flirt. Utroskab eller mistillid kan skabe jalousi i jeres forhold, og det er sjældent konstruktivt.

Der er andre end dig i forholdet

Selvom du ikke ser noget problem i, at du har hentet Tinder “for sjov”, så kan det være, at din kæreste opfatter det som direkte utroskab. Det bør du respektere. Det kan godt være, at det er helt uskyldigt med den Tinder-profil. Måske har du det bare sjovt med at swipe og se, hvem det egentligt er, du kan finde derude. Der ligger absolut intet i det for dig. Dine intentioner er udelukkende at blive underholdt, men er din kæreste nu helt med på det?

Måske tænker du ikke engang over, at du overskrider din kærestes grænser. I øvrigt er det også ligegyldigt, for han behøver jo ikke at få at vide, at du hyggeswiper på Tinder. Det er muligvis her, at du bevæger dig ind i ‘halvvejs utro gråzonen’.

LÆS OGSÅ: 10 fyre indrømmer, hvorfor de var utro

Du sender signaler til omverdenen

Selvfølgelig handler jeres forhold ikke om, hvad alle mulige andre synes og tænker. Men huske lige, at folk har mange meninger og ideer om andre. Hvis du er i byen og flirter med en anden, selvom du har en kæreste, så kan det være, at du sender et signal til vedkommende om, at du er interesseret i ham, selvom det på ingen måde er tilfældet. Husk lige, at det måske går over din kærestes grænser. Overvej derfor lige en ekstra gang, om det er det værd, når du danser tæt med en anden fyr i byen. Er det noget, du kan fortælle kæresten om, når du kommer hjem, eller vil du helst undgå det?

Det kan jo også sagtens være, at du og din kæreste er så heldige, at I stoler så meget på hinanden, at der på ingen måde opstår konflikter, selvom du eller han flirter lidt med en anden. Det kan også være, at I har valgt at være i et åbent forhold, og derfor har en meget højere tolerance end de fleste andre.

Hvad betyder det så egentlig at være halvvejs utro?

Det er helt op til den enkelte. I et helt almindeligt (åh, det ord er så frygteligt, vi ved det godt!) forhold, vil langt de fleste nok se sex med en anden som direkte utroskab. For nogle er det måske bare et enkelt blik eller en berøring, der er decideret utroskab. Men hvad betyder det så at være halvvejs utro? Det betyder i bund og grund, at du overskrider din kærestes grænse for, hvad der er okay i jeres forhold – også selvom du har en anden holdning.

Det er vigtigt, at I snakker om, hvad der er okay og ikke okay. På den måde undgår I begge to i højere grad at ende i en situation, hvor I er halvvejs utro, og nogle bliver kede af det.