Skal man skrive frækt til sin kæreste?

Kærlighed

Sender du frække beskeder til din kæreste? Derfor kan det være farligt

Mette Pabst

Af Mette Pabst Skrevet den maj 17, 2018

Det der med at skrive frækt til en kæreste, altså det man også kalder sexte, kan være ret hedt. Vi har faktisk lavet en guide til dig, hvis du gerne vil blive endnu bedre til at sexte. 

Og man skulle måske også tro, at kærestepar, der ofte sender hinanden frække beskeder, har et spicy forhold. Men det er altså ikke sådan, at bare fordi man sexter med sin kæreste, så har man et godt forhold. Det afslører videnskaben i hvert fald.

Usikre på hinanden

En ny undersøgelse fra Alberta Universitet i Canada viser, at kærester, der sexter meget, faktisk har en tendens til at være mere utilfredse i forholdet.

Sexting virker ikke til at være en indikation på et sundt forhold,” siger Adam Galovan, der er forsker på Alberta Universitet, ifølge netmediet Phys.org.

Ifølge ham oplever de kærestepar, der skriver frækt med hinanden flere gange om ugen, nemlig flere konflikter i deres forhold. Og de føler sig også mere usikre på den anden.

Brug tid med din kæreste

Så hvorfor er kærestepar, der sexter meget, mere usikre på hinanden? Forskerne siger, at det kan være, fordi de ikke taler nok sammen. Det hele går op i hed flirt – men de glemmer at snakke, hygge og grine med hinanden.

“De her mennesker vil gerne nå slutmålet – et godt forhold – uden at gøre alt det hårde arbejde med at tale, lytte og bruge kvalitetstid sammen,” siger forskeren bag undersøgelsen.

Så hvis du sexter meget med din kæreste, kan det sagtens være en rigtig fin og sjov ting i jeres forhold. Og så skal I altså endelig blive ved! I skal bare også huske at nyde hinanden – og lægge telefonen fra jer en gang imellem.

LÆS OGSÅ: Undersøgelse: mobiltelefonen kan ødelægge dit forhold