Overraskende mange mænd vil have billeder af kvinders fødder

Foto/ Shutterstock

author
Mathilde Brandborg

Har du nogensinde fået en efterspørgsel på et fodbillede? En lille fin beskedanmodning fra Lover_boyXXX, der bare supergerne vil se, hvordan dine fødder ser ud? Mange mennesker hader fødder og synes slet ikke, der er noget tiltrækkende ved dem. Og det kan ærlig talt virke som lidt af et mysterium, hvorfor der så er så mange mænd, der gerne vil se billeder af kvinders fødder.

Fødder er populære

Du er bestemt ikke den eneste, der har fået en sær fodbesked på Instagram. Faktisk er fetich for fødder den mest populære form for fetich, der findes. En fetich er defineret ved at være en seksuel tiltrækning af en genstand eller kropsdel, der er fyldestgørende for en persons seksualitet. En Fetisch omhandler for det meste noget, der ikke anses for at tiltrække sådan helt almindeligt – altså noget, der ikke har med sex at gøre som udgangspunkt.

Måske har du set det afsnit af Sex And The City, hvor en mandelig ekspedient bliver helt loco af at prøve sko på den naive Charlotte, som vender hans fetich til sin egen fordel. Også i den nye HBO-serie Euphoria støder Kat ind i en fodfan, der vil betale for at se på hendes fødder.

Fodfetichfotosession

Det er ikke kun på internettet og i film, vi oplever, at mænd gerne vil dyrke eller have billeder af kvinders fødder. Nogle oplever det i deres datingliv. Vi har snakket med Maria på 31, der havde en meget speciel oplevelse med en fyr, der viste sig at være lidt for glad for fødder. Hun fortæller:

“Jeg datede engang den her mega flotte kok. (…) Jeg havde godt undret mig lidt over, hvorfor han var så interesseret i min skostørrelse, men måske manden bare ville købe mig et par Louboutins. Altså, A girl can dream you know. En sen aften skriver han så, at han har fri fra job og har glemt sine nøgler og egentlig gerne vil komme og putte hos mig. Jeg siger til ham, at det må han gerne, men det er hænderne over dynen. Han kommer forbi, og vi drikker en flaske vin, går i seng og falder ret hurtigt i søvn. Jeg vågner så lidt senere ved, at jeg kan høre en sær lyd. Det viser sig så at være ham, der sidder op i sengen med ryggen mod mig og fotograferer mine fødder. Og ikke bare et enkelt billede – nej, nej. En hel fotoserie både med og uden blitz.”

“Jeg var så chokeret, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op, så jeg lod, som om jeg sov, og vi talte aldrig om det igen. Jeg svarede heller aldrig på flere af hans beskeder. Jeg har danset i 10 år og har bare ikke de pæneste fødder. Desuden HADER jeg fødder, og tanken om, at en mand med fodfetich skulle være en del af mit liv, var bare lidt for meget for mig at overskue. Altså, jeg ser jo ikke noget seksuelt i fødder, men det gjorde han. Jeg håber, han har fundet den rette derude, og at de lever et lykkeligt fodliv sammen.”

Klub fodfan

Hvis man googler sig lidt rundt på det store net, er det tydeligt, at der er stor interesse for fødder i en seksuel kontekst. Blandt andet kan man finde sitet WikiFeet.com, der eksisterer udelukkende for fodentusiaster. På sitet kan kvinder selv uploade billeder af deres fødder og sågar sælge billeder til mænd, der er villige til at betale for dem.

Så hvorfor er det egentlig, at fødder er så tiltrækkende? En teori er, at en fod er en form for fallossymbol, og derfor er mennesker bare tiltrukket af dem. Resultaterne af et studie af neurologen Vilanayar Ramachandran viser også, at både fødder og kønsorganer optager en plads i vores sansesystemer, som muligvis er forbundet med hinanden.

Uanset om du er medlem af klub fodfan eller ej, så ved du altså nu, at det er mere normalt end som så at tænde på fødder. Men som med en hver anden fetich er det bestemt ikke for alle.

Navnet Maria er et opdigtet navn. Kilden, der optræder i artiklen, har ønsket at være anonym.