Tyndt hår er irriterende

Skøn

6 grunde til, at dit hår bliver tyndere

Emilia Jacobsen

Af Emilia Jacobsen Skrevet den oktober 3, 2017

De fleste piger stræber efter langt og tykt hår, men det er ikke altid lige let at opnå. Men hvorfor dog det? Hvad er grunden til, at det tykke hår pludselig forsvinder, og de tynde hårstrå i stedet dominerer? Tyndt hår er svært at blive glad for, men nogle gange må man vænne sig til det, og andre gange kan der faktisk gøres noget ved det.

1 Du har altid hestehale

Vidste du, at du rent faktisk kan stresse dit hår? Det kan du. Og der skal ikke meget til. Håret kan nemlig blive stresset af at blive sat op i meget stramme frisurer som hestehale, knold eller fletning. Det gælder altså om at huske at skifte mellem opsat og løst hår – gerne i løbet af dagen. Forhåbentlig kan du se en forbedring.

2 Du spiser ikke det rigtige

Det mad og de drikkevarer, du indtager, påvirker aaaaaalt muligt i forhold til din krop og sundhed. Og det gælder altså også dit hår, for eksempel hvis du mangler vitaminer og næringsstoffer som protein, jern og magnesium. Hvis du synes, dit hår bliver tyndere og tyndere, men kan ikke rigtig finde ud af, hvorfor det sker, så skal du prøve at tænke på din kost. Er den mon i ordentlig balance? Ellers tag et smut til lægen for at få målt dine vitamintal. Så er du da på den sikre side.

3 Din skjoldbruskkirtel fungerer ikke, som den skal

Det er skjoldbruskkirtlen, der styrer dit stofskifteniveau og sørger for at holde stofskiftet i balance, og hvis din skjoldbruskkirtel er enten overaktiv eller underaktiv, forbindes det ofte med hårtab. Men det er alt sammen noget, din læge bør tjekke op på, og han eller hun vil så kunne give dig noget hormonmedicin, der kan hjælpe med at balancere niveauet. Så hvis du er i tvivl, kan du altid gå til lægen.

4 Det ligger i generne

Desværre er en af de mest almindelige årsager til hårtab hos både mænd og kvinder en lidelse kaldet alopeci. Og den er altså arvelig. Du kan arve genet fra enten din mor eller far, og for at bekæmpe hårtabet er løsningen at bruge et produkt, som kan forhindre yderligere hårtab, og som kan styrke dit tynde hår. Men lidelsen ses altså oftest i ekstreme tilfælde – hvis du pludselig er meget meget tyndhåret eller mister store dele af dit hår. Så vær ikke nervøs.

5 Du er alt for stresset

Her taler vi ikke om, at du blot er lidt stresset nogle dage i ugen. Du skal være meget intenst stresset, før din krop og dit hår reagerer på det. Lige så snart dit stressniveau er nede på sit normale niveau igen, vil du opleve, at dit hår tykner igen. Så husk at passe på dig selv – ikke kun på grund af dit hår selvfølgelig.

6 Du har lige født

Ja, din lille skønne baby kan altså også være årsagen til, at dit hår tynder ud. Tre til fire måneder efter kvinden har født, oplever de fleste, at de taber håret, fordi østrogenniveauet er på sit højeste under graviditeten, og det niveau daler så til det normale i tiden efter. Det er helt normalt, og dit hår skal nok vende tilbage til det gode gamle igen, helt uden du behøver at gøre noget.

Kilde: Purewow

Mere om