Hvordan kan jeg fjerne bumser?

Skøn

9 ting, du kan bruge til at fjerne bumser

Emilia Jacobsen

Af Emilia Jacobsen Skrevet den november 7, 2018

Der findes en del metoder til at fjerne bumser – nogle virker bedre end andre. Og nogle er lidt mere anderkendte end andre. Men fælles for dem alle er målet: Bumserne skal væk! Du har måske nogle produkter, du i forvejen bruger, men kender du også til de lidt mere alternative metoder? Vi har blandet lidt forskellige ting nedenfor, så du kan finde ud af, hvordan du kan fjerne bumser.

1 Pudder

Pudder kan faktisk hjælpe med at få bumsen væk. Hvis du opdager en stor bums, inden du skal sove, kan du for eksempel putte noget pudder på området. Pudder tørrer området ud og lukker porerne. Og området vil derfor se anderledes ud, når du vågner. Det virker ikke hver gang, men prøv dig frem. Det er selvfølgelig aldrig særlig godt at tørre huden ud, det ved alle. Men sørg så for at bruge godt med fugtighedscreme fra morgenstunden, så din hud er fugtet godt igennem hele dagen.

2 Grøn te

Grøn te er SÅ sundt, så hvorfor skulle det ikke også kunne hjælpe dig med at fjerne bumser? Det kan det nemlig godt. Lav dig en kop grøn te, lad den køle af, og brug så eksempelvis en vatrondel til at påføre på området. Gør det eventuelt, inden du skal sove, og undgå at skylle ansigtet før om morgenen. Prøv også at gøre det et par gange om dagen, så vil bumsen efterhånden forsvinde.

3 Tandpasta

Tandpasta er normalt IKKE noget, diverse skønhedsguider og -guruer anbefaler. Faktisk slet ikke. Men det virker altså nogle gange. Og så kan det godt være, det bare tørrer overfladen på bumsen ud og faktisk ikke går ind og gør mere for bumsen, men det får den da nogle gange til at forsvinde. Det er jo heller ikke noget, vi anbefaler, at du gør dagligt, men måske du kan bruge tippet til at fjerne bumser i nødstilfælde?

4 Tea tree olie

Det er noget stærkt stads, det der tea tree olie, og derfor kan det også være et rimelig godt middel mod bumser. Køb enten en lille olieflaske, du kan bruge på bumserne, eller gå direkte efter et middel lavet til formålet.

5 Citron

Du skal lige et smut i køkkenet. Her skal du hente en citron, og så skal du bruge en vatpind eller vatrondel til at påføre citronsaft på bumsen. Gør det eventuelt, inden du skal sove, så det kan trænge godt ind ved området.

6 Basiron

Her kommer et forslag til et produkt, der faktisk er lavet til akne. Det er et virkelig stærkt produkt, som kan købes i håndkøb på apoteket. Lider du ikke af akne, men vil gerne bare fjerne enkelte bumser i ansigtet, kan du tage lidt creme på områderne. Det er en MEGET udtørrende creme – det er vigtigt, at du er opmærksom på det. Og den er så stærk, at den altså godt kan påvirke farverne på dine håndklæder, efter du har skyllet ansigtet og skal tørre det af. Så lad endelig være med at bruge dine yndlingshåndklæder, når du har brugt Basiron.

7 Hvidløg

Ja, det lyder ret ulækkert, for det er vist de færreste, der har lyst til at lugte af hvidløg. Men hvis du tænker taktisk, kan du bruge tricket, lige inden du skal sove og så tage et bad morgenen efter. Du skal nemlig snuppe et fed hvidløg, skære det over og “smøre” det på bumsen. Hold hvidløget på bumsen i nogle minutter, og smut så i seng med dig.

8 Fugt

Et klassisk råd, men faktisk også et af de allerbedste og mest effektive. Din hud ELSKER at være fugtig, og det er også grunden til, at alle de øvrige midler ovenfor er ret hårde mod din hud, fordi de alle udtørrer områderne omkring bumserne. Men altså, hvis nu du sørger for at fugte huden RIGTIG godt igennem hver evig eneste dag, kan det være, du én gang for alle kan få bugt med bumserne.

9 Fingrene

Fingrene skal du bruge til at klemme dine bumser. Men neeeeej, nu går det da helt galt. Foreslår vi virkelig, at du skal klemme dine bumser? Har du ikke altid fået at vide, at det må du ALDRIG gøre? Jo, det har du nok, men det skader da ikke at gøre bare en gang imellem, vel? Følg vores guide til, hvordan du klemmer dine bumser allerbedst, hvis du altså virkelig SKAL klemme dem.