Er det VIRKELIG rigtigt, at din menstruation stopper, når du bader?

Menstruation og vand

author
Annemarie Friis Persson

Menstruation og vand? For nogle kvinder virker den kombination måske ikke så tiltalende. For hvad nu, hvis man skulle komme til at bløde igennem, når man bader? Så hellere blive i sikkerhed oppe på landjorden, ikke? Er du en af dem, der tænker sådan? Hvis ikke, hører du måske til en af dem, der har hørt, at man slet ikke bløder i vand. Betyder det, at ens menstruation stopper, når man bader? Er det ikke bare en myte? Hvis ikke det bare er en myte, behøver man vel slet ikke at bruge tampon, når man bader. Eller gør man? Få svar på alle spørgsmålene her.

Læs også: Derfor burde du træne, når du har menstruation

Menstruation og vand

Det er en myte – at din menstruation stopper, når du bader. Så lad os afkræfte den med det samme. Vand kan ikke stoppe din menstruation. Det er der faktisk få ting, der kan … Din menstruation kan stoppe, hvis du er stresset eller oplever et stort vægttab. Eller hvis du bliver gravid, selvfølgelig. Der er dog andre ting, der kan få den til at slutte hurtigere.

Selvom din menstruation ikke stopper i vand, kan det altså godt føles sådan, når du bader. Når du bader, skaber vandet nemlig et tryk mod dit underliv, som stopper blodet i at løbe ud af din vagina. Du har dog stadig din menstruation – den løber bare ikke ud i det øjeblik, du er i vandet. Så det hjælper altså ikke at lægge sig i badekarret i en hel uge for at undgå at få sin menstruation. Sorry!

Better safe than sorry

Selvom blodet ikke løber ud af din vagina, når du bader i en pool eller på stranden eller hvilket som helst andet sted, er det en god idé at bruge en tampon eller en menstruationskop, når du bader med menstruation. Tyngdekraften begynder nemlig at virke igen, så snart du bevæger dig op af vandet. Og du kan risikere at bløde igennem i din badedragt eller bikini, hvis du bader uden tampon eller menstruationskop. Hvis du bruger tampon, så sørg for at skifte den lige inden og lige efter, du har været i vandet. Så undgår du at få unødige bakterier fra vandet op i din vajayjay. Ellers kan du bare bade løs!

Læs også: 5 sexstillinger, der er perfekte til, når du har menstruation