Er det normalt at have meget kropsbehåring og ikke barbere sig?

Skøn

Fie Sommer: “Jeg har desværre stadig en overbevisning om, at hår er klamt”

Anja Bruneskjold

Af Anja Bruneskjold Skrevet den december 7, 2018

Du kender sikkert Fie Sommer fra tv-programmet “De perfekte piger”. Her mødtes fire unge piger, som ikke kendte hinanden på forhånd, for at bryde med blandt andet deres tankemønstre. Mønstrene var forskellige. Men der var alligevel den fællesnævner, at alle pigerne stillede umenneskelige høje krav til dem selv. For dem handlede det nemlig om altid at være perfekt.

Kropsbehåring er klamt

Fie har i mange år levet efter det pres og de forventninger, hun mener, der er i samfundet: “Der er så mange ting, vi skal gøre for at være okay og smukke,” siger Fie. Og det har blandt andet betydet, at hun for eksempel har både studeret og trænet, fordi “det skulle man for at være succesfuld og lækker,” fortæller hun.

Her har kropsbehåring og det at barbere sig også spillet en stor rolle for hende: “Jeg har bare lært, at det er klamt, når kvinder har hår på kroppen. Og jeg har aldrig sat spørgsmålstegn ved det.”

Læs også: Luisa lever i et åbent forhold: “Jeg føler, jeg skal præstere mere, når han er på date”

Er man mindre værd, hvis man ikke barberer sig?

Da Fie gik i gymnasiet barberede hun ben hver eneste dag: “Jeg ville ikke have, at nogen rørte ved mine ben og så kunne mærke, hvis de ikke var helt glatte,” siger hun. “Jeg bandt nærmest dele af min værdi op på, om jeg var friskbarberet eller ej – jeg prøvede virkelig at være perfekt på alle punkter,” forklarer hun. “Hvis en pige ikke havde barberet ben i flere dage, tænkte jeg, at hun var mindre værd.”

Men på et tidspunkt begyndte Fie alligevel at overveje, om det nu også kunne være rigtigt, at tingene var, som hun havde lært. Hun talte grimt om og til sig selv – og i sommeren 2017 begyndte hun at blive bevidst om alle de ting, hun gik rundt og gjorde for at passe ind:

“Jeg havde ikke lyst til at bukke under for presset længere, men jeg var også stadig fanget i det,” siger Fie.

Hun bukkede heldigvis ikke under. Men selvom hun gerne ville stoppe helt med at barbere sig på kroppen, startede hun helt forsigtigt:

“Jeg lod hårene på mine lår gro, og så barberede jeg mig under armene, på underbenene og mit skridt” forklarer hun. “Det er ikke supertabu at have hår på lårene, så det var et godt sted at starte”.

“Hår er jo bare en del af min krop”

I dag lader Fie al håret på kroppen gro. Næsten: “Jeg tager kun lige bikinilinjen. Det man kan se,” fortæller Fie. “Jeg har desværre stadig en overbevisning om, at hår er klamt.”

Men hun arbejder meget målrettet på at ændre netop sin overbevisning om, at kropsbehåring er klamt. Og heldigvis er hun nået rigtig langt: “Jeg er gået fra at kigge ned af min krop og væmmes, når jeg kunne se hår, til faktisk at være okay med det,” forklarer hun. Hun mener nemlig ikke, at det burde være sådan – at hun og andre skal have dårlige tanker om kropsbehåring. Og hun ville da også ønske, at hun kunne lade ALT hår på kroppen gro – også i bikinilinjen:

“Jeg har længe prøvet at vænne min tankegang væk fra, at det ser væmmeligt ud. For det burde ikke være naturligt at tænke sådan. Faktisk har jeg aet mine hår og sagt, at de var smukke,” smågriner Fie. Og så har hun prøvet at fokusere på, hvad der er rart ved at have hår: “Man kan mærke vinden på en helt anden måde – det er dejligt. Og det har jeg prøvet at fokusere på. Hår er jo bare en del af min krop,” forklarer hun.

“Jeg føler mig empowered

Når Fie sådan for alvor lykkes med at tage sine positive tanker til sig, går alt op i en højere enhed: “Jeg føler mig empowered, og det føles bare lækkert selv at kunne bestemme og ikke bukke under for presset,” fortæller hun. “Jeg føler mig stærk!”

Og den følelse vil Fie gerne give videre: “Jeg startede selv med at læse en masse om det. For hvorfor er det egentlig, at vi skal barbere vores hår væk? Og så kan man jo starte med at barbere sig der, hvor det føles mindst uncomfortable at have hår. Jeg startede selv med lårene og LIDT med min intimbarbering. Jeg tog små skridt,” forklarer Fie.

“Jeg vil gerne nå et sted hen, hvor jeg aldrig nogensinde har de der tanker om, at det er klamt eller forkert at have hår,” siger hun. “Men lige nu er jeg midt i en proces, hvor det handler om at lære at kunne elske HELE mig.”

Fie ved ikke med sikkerhed, om hun skal barbere sig i fremtiden. Men HVIS hun skal gøre det, ved hun, “det skal komme af kærlighed til mig selv. Fordi jeg har lyst. IKKE fordi jeg bukker under for et eller andet pres,” forklarer hun. “Jeg vil gerne lære at kunne elske det hele.”

Læs også: Nanna: “Jeg er ensom, når jeg er sammen med mine venner”

Foto: Steffen Bøgeholm