Hvordan undgår man bumser på numsen?

Skøn

Sådan undgår du bumser på numsen

Anja Bruneskjold

Af Anja Bruneskjold Skrevet den september 3, 2018

De fleste har prøvet at have bumser på numsen. Men for mange hører det faktisk ikke til sjældenhederne, at de får bumser på ballerne – og det kan virkelig være irriterende.

Måske har du allerede læst flere gode råd til, hvordan man fjerner bumser hurtigt. Men det er ikke nødvendigvis helt de samme “regler”, der gør sig gældende, når bumserne sidder på numsen. Huden på ballerne er nemlig lidt anderledes – og den er voldsomt udsat, når det gælder urenheder. I hvert fald sammenlignet med huden andre steder på kroppen.

Det kan virkelig være både generende og smertefuldt, når huden på ballerne er irriteret. Og nogle gange kan det virke, som om intet hjælper. Hårsækkene på ballerne bliver særligt irriterede, når du sidder ned – eller når du for eksempel spurter af sted på cyklen. Det er også på blandt andet cykelturen, når du dyrker sport eller på anden måde er aktiv, at din hud er ekstra udsat, og du får bumser på numsen. Samtidig med, at du slider på huden, når du sidder ned, har stramt sportstøj på og så videre, så sveder du også på ballerne. Og det er bare, som om numsen ikke får lige så meget luft som andre dele af kroppen.
Når du sveder, åbner hårsækkene sig. Herefter kan bakterier og snavs så sætte sig fast i porerne – og så opstår der urenheder og bumser.

Læs også: Sådan kommer du af med bumserne på dine bryster

Forebyg bumser på numsen

Du kan faktisk godt komme urenhederne på ballerne i forkøbet. Det handler simpelthen om at holde huden på ballerne så ren og tør som muligt. Og fordi huden er særligt udsat lige der, kan det også være en god idé at undgå at udsætte den for blandt andet skrappe sæber og parfumer. Sørg for at at vaske dig med eksempelvis en parfumefri sæbe – og tør dig grundigt, når du har været i bad.

Derudover kan det faktisk hjælpe, hvis du sørger for at skifte bukser ret ofte. Fordi der sidder så mange bakterier på ballerne, er det næsten skørt at hive bukser, du måske har svedt i, op over din rene numse.
Sørg også for at smøre ballerne ind i creme, så ikke huden bliver knastør og irriteret.

Hvis du stadig døjer med bumser på numsen, findes der flere forskellige cremer, der kan hjælpe dig af med bumserne. Og er du usikker på, hvad der virker, kan du altid spørge din læge til råds.

Læs også: 4 grunde til, du får bumser dernede