Hvorfor skal jeg tisse hele tiden?

Sund

6 grunde til, at du skal tisse hele tiden

Emilia Jacobsen

Af Emilia Jacobsen Skrevet den juli 23, 2018

Føler du, at du skal tisse hele tiden? Og render du på toilettet i tide og utide? Det kan være lidt irriterende, men vi er altså bare nogle, der tisser oftere end andre. Mon det skyldes en eller flere af disse grunde?

Læs også: 6 grunde til, at du skider mere end normalt

1 Du har en lille blære

… eller har du? Der er ikke som sådan forskel på størrelsen af vores blærer, ligesom der er forskel på størrelsen af andre kropsdele. Men derfor kan det godt føles, som om du har en lille blære, fordi du oftere end andre er nødt til at tømme den. Selve funktionen af blæren kan derfor siges at være lille og altså ikke den fysiske blærestørrelse.

2 Du drikker meget væske

Vi får jo altid at vide, at det gælder om at drikke riiiigeligt med vand, og det gør det skam også. Du skal helst op på de der to liter om dagen og gerne mere, hvis du for eksempel træner meget, eller det er en varm dag. Hvis du overholder dette råd, er det jo også klart, at du skal tisse hele tiden. Men måske du faktisk også drikker en lille smule FOR meget? Hvor mange kopper kaffe får du eksempelvis om dagen? Tænk lidt over det, hvis du synes, det er træls at rende på toilettet hele tiden. Men husk også at få dit vand …

3 Du har blærebetændelse

Skal du pludselig tisse meget oftere, end du plejer? Og har du ikke rigtig ændret noget i din dagligdag? Så har du måske været så uheldig at få dig en blærebetændelse. Hvis du er i tvivl, er det en god idé at holde øje med, om du har andre symptomer. Brænder det, når du tisser? Lugter dit tis kraftigt, eller har det en kraftig farve? Har du feber? Smerter dernede? Sørg for at kontakte din læge, hvis du kan genkende nogle af symptomerne.

4 Du er meget nervøs

Du kender jo godt det der med, at du skal til eksamen eller jobsamtale, og bum, så skal du skide, fordi du er nervøs. Det samme gælder faktisk med at tisse. Når du er nervøs, får du noget af et adrenalinkick i din krop. Den kraftige adrenalinstigning gør, at du tænker, det er en skidegod idé lige at tisse igen, selvom du godt er klar over, at du lige har tisset, og at blæren altså er tom.

5 Du fryser

Nå du er kold og fryser regulerer kroppen blodkarrene i dine fødder og hænder. Det gør, at blodet i stedet strømmer til din core, fordi kroppen forsøger at regulere kropstemperaturen. Dit blodtryk stiger, og din krop vil nu prøve at normalisere det ved at slippe af med overskydende væske. Altså, din krop får dig til at skulle tisse.

6 Du har en overaktiv blære

Den generelle aktivitet i blæren kan være forskellig fra person til person. Du kan nemlig sagtens have en overaktiv blære, der gør, at du skal tisse hele tiden. Hvis du skal tisse mere end otte gange om dagen, har du højst sandsynlig en overaktiv blære. Du er ikke nødvendigvis født med den, men det kan snildt komme med alderen.

Kilde: Gurl