Hvad er den største fejl, man kan begå?

Sund

6 piger fortæller om de største fejl, de har begået under sport

ANNONCE

Emilia Jacobsen

Af Emilia Jacobsen Skrevet den december 5, 2018

Hvis du dyrker eller har dyrket sport på et tidspunkt, har der helt sikkert været en bestemt årsag til det. Måske elsker du følelsen af at vinde? Måske elsker du at blive bedre og lære nye ting? Måske er det noget helt tredje, der drager dig mod sporten. Noget, vi alle burde vide, er, at sport altså ikke kun handler om at performe, eller om, hvor god eller dårlig du er. Det handler helt overordnet set om at have det sjovt og udvikle sig selv sammen med sine venner (Link til artikel: 7 piger fortæller om de fedeste ting ved at dyrke sport). Derfor gør det slet ikke noget, hvis du nogle gange taber bolden på det helt forkerte tidspunkt eller måske kommer til at ødelægge en ketcher. Hvis det er den største fejl, du har begået, skal du altså ikke være ked af det.

Det er MEGA normalt at fejle, og faktisk lærer du rigtig meget af det. Det er måske ikke det, du umiddelbart forbinder med at fejle, men den er god nok. Det er jo egentlig den eneste måde, du virkelig kan komme videre på og forstå, hvordan tingene skal gøres. Lige så snart du stopper med at hige efter det perfekte, kan du med det samme mærke, hvordan du pludselig slapper mere af og får det sjovt af at fejle og prøve nye ting – og samtidig lærer af det.

I forbindelse med Always’ kampagne #LikeAGirl afholder de hen over 2018 hele 78 pigecamps, hvor det handler om at have det sjovt sammen, mens man dyrker sport. På disse camps kan man lære nye mennesker at kende, lære en masse gode fifs eller måske endda lære en helt ny sportsgren at kende. Vi har snakket med seks piger fra to forskellige #LikeAGirl-camps om de største fejl, de har begået under sport. At fejle er nemlig en del af det at dyrke sport – og det er vi ALLE ude for.

Læs også: 6 fails, du med garanti selv har lavet

De største fejl, vi har begået …

1 Et tabt bat

“Jeg er kommet til at tabe battet i en bordtenniskamp på et tidspunkt – det, syntes jeg selv, var rigtig pinligt. For der var folk, der kiggede på, og så skulle jeg selvfølgelig lige tabe battet. Det, syntes jeg, var ret pinligt og akavet. Jeg grinede lidt ad det, og så gik jeg videre. Jeg tror jo bare, det var mig, der syntes, det var pinligt. Jeg har også prøvet at snuble i en kamp. Indeni synes jeg, det er megapinligt, og jeg bliver nok også lidt rød i hovedet. Men jeg griner ad det for at komme videre.”

– Alma

2 Benene i vejen

“Jeg er tit ved at falde over mine egne ben, når jeg spiller kamp. Jeg tror ikke, jeg ville lægge mærke til det, hvis det var andre, der gjorde det. Men man tænker bare lidt ‘de må bare ikke se, at man er ved at falde’.”

– Emilie

3 Gymnastik eller håndbold?

“Engang da vi spillede håndboldkamp, trådte jeg i mit snørebånd, så jeg var ved at lande i split. Og så rejste jeg mig bare hurtigt op igen og lod, som om det ikke var mig. Så løb jeg ud for at binde mit snørebånd. Der er også sket en anden ting, mens vi trænede. Jeg skulle gribe bolden, men så faldt jeg baglæns. Jeg rejste mig bare op igen og spillede videre.”

– Malak

4 Loop alle vegne

“Den største fejl, jeg har lavet, var da jeg loopede ind i bordkanten på bordtennisbordet. Jeg har også lavet nogle lidt mere normale fejl. Da jeg for eksempel skulle lave et helt normalt loop, kom jeg til at skyde den helt vildt langt væk.”

– Lærke

5 Hvem er det, der banker?

“Jeg kommer tit til at banke battet ned i bordet eller falde over bander.”

– Victoria

6 En fod for meget

“Der var engang, hvor vi skulle løbe baglæns. Så faldt jeg. Jeg væltede over min egen fod. Men vi griner bare ad det, når det sker.”

– Annabelle

Annonce for Always