Hvad betyder farven på tungen?

Sund

Farven på din tunge kan afsløre, hvor sund du i virkeligheden er

Emilia Jacobsen

Af Emilia Jacobsen Skrevet den november 6, 2018

Altså, øhm … Er en tunge ikke rød? Jooooo, men har du måske aldrig lagt mærke til, hvordan den nogle gange er hvid? Eller måske faktisk sådan lidt brun i det? Men’s Health har undersøgt, hvad farven på tungen egentlig siger om din sundhed. Så er du mon klar til at finde ud af det?

Læs også: Hvad betyder farven på din afføring?

Hvad siger farven på tungen om dig?

Hvid

Faktisk kan din tunge afsløre, om du er ryger eller ej. Hvis din tunge har en tendens til at være lidt hvid i det, kan det nemlig sagtens være opstået på grund af cigaretrøg. Det opstår dog oftest, hvis du er fast ryger og ryger meget og ofte. Det opstår ikke lige pludselig, men kan sagtens komme lidt ad gangen, så måske du ikke engang har lagt mærke til det endnu. Hvis du opdager det, kan du prøve at snakke med din læge om det.

Brun

Er din tunge indimellem brun? Så skyldes det højst sandsynlig noget, du har spist eller drukket. Det kan for eksempel være, du er ret glad for kaffe. Det kan rent faktisk ses på farven på tungen. Men hvis din tunge konstant er brun, er det måske noget mere alvorligt som eksempelvis lungeproblemer, og så er det en god idé at søge læge.

Blå

Har du på et tidspunkt prøvet at spise noget blåt slik af en art? Så har du helt sikkert lagt mærke til, hvordan din tunge er helt blå bagefter. Men den her form for blå er en lidt mere alvorlig en af slagsen. Hvis farven på tungen hele tiden har en blålig eller lilla tone, kan det nemlig indikere, at du har hjerteproblemer. Det handler helt overordnet set om, at der ikke er nok ilt i blodet, og det kan farve din tunge blålig. Og så er det altså tid til at besøge din læge.

Bleg

Er din tunge mon helt bleg? Så mangler du højst sandsynlig nogle vitaminer. Gå til lægen, og få et tjek – måske kan han eller hun afsløre, at du mangler B12 eller A-vitamin. Det er nemlig de vitaminer, der er størst chance for, at du mangler, hvis din tunge er bleg.

Gul

En gul tunge kan være tegn på lever- eller maveproblemer. Derfor er det en god idé at få tjekket, hvis du mener, din tunge bliver ved med at være gul. Din gule tunge kan også sagtens skyldes noget mindre alvorligt. Læge Lee Gause, som Men’s Health har snakket med, nævner blandt andet dårlig tandhygiejne, rygning eller bestemt medicin som årsager til en gul tunge.

Rød tungespids

Måske tænker du, at HELE din tunge altid er rød. Men nogle gange kan spidsen af din tunge godt syne mere rød end resten. Det kan skyldes nogle psykiske ting eller for eksempel stress. Det er først, når du har fået ro på igen og ikke er stresset, at det røde på din tungespids går væk.