Kan man score i fitness? Tre kvinder fortæller deres historie

Du kan score i fitness, se selv.

author
Christina Brøndsted Poulsen

Glem alt om at finde kærligheden på diskotekerne – nu skal du i stedet score i fitness. Og det giver god mening, fordi alle de endorfiner, du frigiver når du træner, og den selvtillid, du får, er perfekt grundlag for at starte en lille flirt. Den kan jo med tiden måske blive til bryllupsplaner…

Yogafyren, der blev til soulmaten

“Jeg var for sent på den til en yogatime. Jeg trådte ind i rummet og opdagede, at det var helt tætpakket, undtagen en lille ledig plads ved siden af en meget flot mand med langt, lyst hår og briller. ‘Score!’, tænkte jeg. Desværre var pigen foran mig lidt mindre begejstret for, at mine fødder var så tæt på hendes hoved. Hun sprang op fra sin måtte og asede og masede for at skubbe måtten bagud. Jeg blev meget flov, fordi alle omkring mig, inklusiv min lækre nabo, var vidner til optrinnet. Efter timen undskyldte jeg til pigen og takkede hende for at gøre plads til mig. Det fandt jeg senere ud af, at den lækre mand bemærkede.

Jeg skyndte mig hen til det nærliggende smoothiested og få minutter senere, kom han også slentrende. Vi smilede til hinanden og begyndte at tale sammen. Først om yogatimen, så om vores egen yogatræning, og jeg var overrasket over, hvor nemt og ligetil det var at tale med ham – især om de ting, jeg virkelig brænder for. Han gav mig hånden og sagde: ‘Jeg hedder Justin’ og spurgte så, om han måtte tilføje mig på Facebook.

Vores første date var episk: Vi kitesurfede, tog til min yndlings veganerrestaurant, til en yogatime og læste højt for hinanden fra bøger om yoga. Den lækre yogafyr er nu min kæreste. Og grunden til, at jeg elsker ham så højt, er, at vi er meget ens med at prioritere vores mentale og fysiske sundhed. De fleste aftener lægger vi vores måtter ud og sveder til en yogatime, og så tager vi hjem og tilbereder et lækkert, sundt måltid mad. Og ved du hvad? Det er præcis sådan, jeg forestiller mig en soulmate skal være. ” – Anna Roberts, madredaktør på Popsugar.

“Han skamflirtede”

“Jeg var meget imod at få et fitnessmedlemskab, så jeg tænkte jeg hellere måtte gå over at se på det, der lå allertættest på mig. Den lækreste fyr stod bag disken og spurgte, om jeg ville have en rundvisning. Han fortsatte med at skamflirte med mig i 20 minutter, og så lige da jeg sagde ja til et medlemskab, nævnte han henslængt sin kæreste. Lige som jeg stod der og swipede kortet igennem til mit nye guldmedlemskab … og ‘personlig træner’-timer. Min lyst til at træne forduftede på stedet. Jeg kom i det fitnesscenter cirka fire gange” Maggie Pehanich, underholdning på Popsugar.

Resten er historie …

“Man kan godt score i fitness. Jeg skulle til en sen yogatime en mandag og gik ind i rummet. Jeg så Mike – det var ikke svært at lægge mærke til ham, han var den eneste fyr i et rum med over 20 kvinder. Jeg begyndte at øve mig på min håndstand, og han sagde: ‘Det må du have prøvet før’. Jeg svarede: ‘Jeg har gjort det i fem år’.

Efter timen holdt vi en farvelfest for instruktøren. Jeg så Mike sidde alene i hjørnet og spise en pære og klappe en hund. Han så så ensom ud, og eftersom jeg syntes, han var cute, gik jeg over til ham, og vi begyndte at tale.

Senere spurgte han, om han måtte følge mig ud til min bil (århhh!). Vi endte med at gå rundt i to en halv time på parkeringspladsen. Vi var begge to hundesultne, eftersom yogatimen sluttede klokken 19, men vi var begge to for generte til at invitere den anden på noget at spise. Endelig spurgte han: ‘Har du lyst til at lave noget sammen en dag?’. Vi havde vores første date den uge – og resten er historie … Vi har været sammen lige siden (otte år med to børn), og jeg er bare så lykkelig for, at yoga bragte os sammen” – Jenny Sugar, fitnessredaktør på Popsugar.

Det skal du gøre, hvis du vil score i fitness

Efter disse historier, kunne man være tilbøjelig til at tænke, at yoga er stedet at score – ikke fitness. Men vi vil nu alligevel slå et slag for at forsøge at score i fitness! Hvis der er noget, du synes er megafedt (crossfit, squash, svømining eller whatever), hvor fedt ville det så ikke lige være at møde en, der har det på samme måde? Derfor kan det måske være en idé at løfte blikket bare lidt fra løbebåndet eller boksepuden. Lige at skule ud igennem sveden og se, om du ikke kan få øje på en sød en, der også sveder?

Om ikke andet må en cute fyr, flirt eller endda kæreste være den bedste motivation i verden til at komme af sted til træning. Om du så kan score i fitness eller ej.