moralske tømmermænd

Sund

Moralske tømmermænd: Årsag og betydning

Mathilde Brandborg

Af Mathilde Brandborg Skrevet den august 6, 2018

Du er i byen med et par veninder. Det er fredag. Tøjet sidder perfekt. Egentlig er alt godt, og du har glædet dig til denne her dag, for det har føltes som en lang uge. Du tænker ikke helt på, hvilke konsekvenser der kan være ved sådan en bytur, men det gør du måske dagen efter, når du mærker dem i form af moralske tømmermænd.

Du bliver ramt af en tom og trist følelse morgnen efter. Det hele føles pludselig fremmed og forkert. Du kan ikke helt sætte en finger på, hvad det præcis er.

Det sker der

Når du drikker alkohol, udsættes kroppen for en række forskellige belastninger. Din koncentration svækkes. Det samme gælder for din dømmekraft i forskellige situationer. Det kan gøre, at du opfører dig grænseoverskridende i forhold til dit normale opførselskodeks. Ofte medfører det en grundlæggende usikkerhed og angst i kroppen dagen derpå. Du har måske svært ved at huske, hvad du præcis har sagt eller gjort.

Alkohol har en stor effekt på psyken, hvilket kan forårsage nedtrykthed. Nogle vil opleve, at det hjælper at drikke mere alkohol, når de rammes af disse moralske tømmermænd. Det samme kan være en tendens, når man mærker, hvordan tømmermændene påvirker kroppens fysiske tilstand. Udtrykket ‘hundens hår’ kommer af, at man starter med at indtage alkohol dagen efter en brandert. Det har en kortsigtet virkning, fordi promillen stille og roligt stiger lidt igen. Det er dog småfarligt at begynde at kurere tømmermænd med mere alkohol, da det egentlig bare udsætter generne og belaster kroppen.

Undertryk aldrig dine følelser

Det kan være fristende at sige fuck til det hele og tage ud at drikke dig ned for at få et break, men det er en rigtig dårlig idé.

Har du i forvejen tendens til angst eller depression, skal du virkelig mærke efter i dig selv. Ideelt set burde du nok helt holde dig fra alkohol, men det er ikke altid nemt, når man er ung og festglad. Dog kan du gøre meget for psyken, hvis du øver dig i at lytte til din krop. Vurder, om du har overskud til at udsætte dig selv for alkohol – også dagen efter, når du eventuelt rammes af moralske tømmermænd.

Vi kender nok alle sammen følelsen af at vågne op og tænke ‘pis, jeg skulle bare aldrig have drukket mig fuld i går.’ Du er lidt blue og ingenting giver helt mening. Den tilstand kaldes dysfori. Det er lidt samme følelse, som hvis du har PMS.

Drik med måde

Er det ikke det kedeligste, du nogensinde har hørt? Men der er jo noget om det. Alkohol er socialt accepteret i vores samfund – mere end det er accepteret at sige ‘ikke i aften’, når vennerne trækker for at få dig med i byen. Der kan ofte opstå et dilemma omkring disse situationer. Du vil gerne være på og ikke gå glip af noget, men inderst inde ved du godt, at din dag i morgen bliver så meget bedre, hvis du skipper byturen og fokuserer på dig selv.

Der er forskellige måder at drikke på, ligesom der er forskellige måder, alkohol kan påvirke dig på. Derfor kan du naturligvis sagtens tage med i byen uden at drikke dig fuldstændig sønder og sammen. Men ofte er det svært at styre, når først du er ude og i gang. (Og hvis du er en af dem, der kan styre det, så KÆMPE respekt til dig, for det er fandeme svært!)