selvhad

Sund

Sådan kommer du af med dit selvhad

Mathilde Brandborg

Af Mathilde Brandborg Skrevet den marts 7, 2018

At hade sig selv er utrolig tungt. Det tager enorme mængder energi fra dig, og det ødelægger dit selvværd og selvtillid. Derudover leder selvhad ofte til, at du begynder at blive selvdestruktiv.

Selvdestruktivhed kommer i mange former. Nogle er selvdestruktive inde i deres eget hoved, imens andre taler nedsættende om sig selv. Andre har en fysisk måde at være selvdestruktive på. Det kan være i form af selvskade af forskellig slags. Den menneskelige hjerne er yderst kompleks. Det samme gælder for dens tanker og opfattelser. Derfor er det ikke bare lige sådan at beskrive, hvorfor og hvordan man er selvdestruktiv.

Du kender måske følelsen af, at du ikke føler, at du er god nok. Du føler ikke, at du fortjener at være til. Du har svært ved at rumme dig selv og dine følelser, for det hele virker rodet. Måske synes du selv, at du er et dårligt menneske. Alle disse tanker kredser rundt i hovedet på dig hver eneste dag. Det kan være meget skadeligt for dig, og det kan i sidste ende spinde dig ind i et mønster af selvhad.

LÆS OGSÅ: 10 motiverende citater, du kan bruge, når du vil ændre din livsstil

Sig til dig selv, at du er guld værd

Ingen er ens. Derfor findes der heller ikke en nem og enkel måde at komme af med sit selvhad på. Én ting som er sikkert, er dog, at dine negative følelser avler endnu flere negative følelser. Derfor kan det være en god idé at vænne sig af med dem.

Til at starte med kan du begynde at fortælle dig selv, at du elsker dig! Det lyder så hippieagtigt, I know. Men det gør mere for dig, end du tror. Det er en rigtig god måde at give dit selvhad en fuckfinger på. Du kan faktisk bilde din underbevidsthed ret mange ting ind. Hvis du eksempelvis siger: “Jeg elsker og værdsætter mig selv” et par gange om dagen, hver dag, så begynder du til sidst at høre efter og tro på det. Det er sandt! Det tager lige lidt tid, men det er effektivt. Gør det til en vane, når du står op om morgenen, inden du går ud af døren, på vej på arbejde, når du kommer hjem og inden du går i seng.

Mind dig selv om, hvilke privilegier du har

Selvom det af og til virker som om, at du ikke har noget at være glad over, så tænk lige en ekstra gang. Har du en særlig evne? Måske er du god til at tegne, skrive, lave mad, danse eller noget helt andet. Det kan også være, at du har været heldig med nogle andre ting. Du har måske en virkelig god og tæt veninde, som altid er der for dig. Det kan også være, at du har en dejlig bror eller søster? Fokuser på det du har og skriv det ned. Eksempelvis: “jeg er god til engelsk” eller “min veninde lytter altid på mig”.

Det behøver ikke at være store ting. Det kan også være, at du fik en bedre karakter, end du plejede, eller at solen skinnede for første gang i lang tid. Hvis du skriver et par ting ned om dagen, så vil dine tanker begynde at vænne sig til det positive.

Fra selvhad til selvglad

Det er ingen skam at være selvglad – tvært imod. De to ovenstående øvelser er meget simple, men de kan have en stor effekt, hvis du er vedholden. Forsøg at tvinge dit fokus over på din gode egenskaber, for dem har du helt sikkert mange af!

Som sagt er der stor forskel på, hvordan vores selvhad kommer til udtryk, men en ting er sikkert – det opstår inde i hovedet på os selv. Derfor er det også der, du skal forsøge at ændre det!

Kilde: esome.dk